L U D V I G H O L B E R G S
Comoedie udi fem acter:
HEXERIE eller BLIND ALLARM
I elektronisk udgave af Poul-Henning Kamp igjennem
P r o j e k t R u n e b e r g
This text was published by Project Runeberg. This electronic text was
published by Project Runeberg, and is free of copyright. You are free to
copy and distribute it in any form (electronic or on paper) and for any
purpose (for free or for money).
Project Runeberg publishes free electronic texts, such as this one, in
Scandinavian and Finnish languages (Swedish, Norwegian, Danish,
Icelandic, Faroese, Finnish, Lappish, Estonian, Karelian, Ingrian, and
Livonian) and their dialects.
Project Runeberg is a part of Lysator, a students' computer club at
Linkoping University in Linkoping, Sweden. Individuals in many
countries have contributed their voluntary work.
PROJECT RUNEBERG, founded in December 1992, is an open and voluntary
initiative to create and collect free electronic editions of classic
Nordic literature and art -- see http://www.lysator.liu.se/runeberg/
Anonymous FTP file archive: ftp.lysator.liu.se, /pub/runeberg/README
Questions Dial international +46-13-126498
Snail mail Lysator, Linköping University, S-581 83 Linköping, Sweden
På foranledning af Sorø Amatør Teater indtastet efter:
"Ludvig Holbergs COMOEDIER"
Olaf Hulebys Forlag og Bogtrykkeri.
Kristiania 1898.
januar 1994 af Poul-Henning Kamp
Der er, i anledning af den brug Sorø Amatør Theater forudser,
foretaget visse rettelser fra Originalen:
I act 1 scene 1 er rettet fra "Verdens Laab" til "Verdens Løb"
Jvf. fodnote i forlægget.
I act 4 scene 8 og act 5 scene 1 er Thisted rettet til Sorø.
I act 4 scene 1 er rettet en sættefejl, hvor en replik tilhørende
dommeren er tillagt Leander i forlægget.
Iøvrigt er teksten uændret.
Der er i regie-bemærkningerne foretaget en revision, saaledes at
disse passer overens med teksten, mht. antal af personer, og
disses navne. I den forbindelse har de personer, der i forlæggets
regi, omtales f.eks som "en mand" men derefter i teksten nævnes
ved navn, fået dette navn i regien også, således bl.a. Leonard og
Jan. Dog ikke Henrik som må antages identisk med den senere
optrædende Første Comoediant.
Fodnoter fra forlægget er bibeholdt.
Slagelse, Januar 1994
Poul-Henning Kamp
01/ Actus I
01/01 Scen. 1
>>> Hexerie eller Blind Allarm <<<
--------
Actus I.
--------
Scen.1.
Leander. En Dreng.
Leander: Der er farligt lidt at fortjene ved Comoedier nu omstunder.
I denne Maaned har jeg ikke havt 20 Rigsdaler paa min Part, det
kan jeg gjøre min Eed paa, saa at jeg har aldrig været i saadan
Pengetrang, som jeg nu er, og kommer den Vexel med Protest
tilbage, saa er jeg om en Hals. Dog haaber jeg at fortjene saa
meget ved den Tragoedie, som vi skal spille Overmorgen, at jeg
skal kunne redde mig derfra. Jeg har en temmelig stærk Rolle i
samme Tragoedie; thi Polidorus, hvis Person jeg skal forestille,
har mere at bestille end tre andre Acteurs. Jeg kommer derfor at
studere brav baade idag og imorgen og nægte mig inde, at ingen
forstyrrer mig derudi.
(Tar sit Papir af Lommen, hvormed han gaaer frem og tilbage, og læser
over paa sin Rolle, først mumlende sagte).
En Dreng: (kommer ind). Monsieur! Jeg har en ond Tidende at sige
jer.
L: (continuerer sin Rolle Højt). Ja Elisa! Din Utroeskab skal
aldrig blive uhevnet. Er det ret at forlade sin troe Philander,
der har reddet dig ved sit Blod af de vanskabte Kjæmpers Hænder,
der har opoffret sin Velfærd, foragtet Princesse Climenes
Kjærlighed, hendes Suk og Graad for din Skyld? Hvilken
Ulyksalighed kand lignes ved Polidori? Hvis Troeskab er saa ilde
bleven belønnet som hans? Ak troeløse Elisa! Jeg skal ikke
længere være dig en Torne i Øjene. Jeg skal tage Livet at mig
selv, og saa er der en Ende paa min Jammer. Men din Samvittighed
vil ved min Død vaagne, og du vil blive foragtet og forhadt af
alle Mennesker formedelst din Utroeskab.
(Trækker sin Kaarde ud, og vil tage Livet af sig selv; Drengen mene,
det er Alvor, løber til, og holder ham i Haanden)
L: Hvad Pokker vil du her nu, Dreng? Man kand aldrig et Øieblik have
Ro.
D: Hvad Ulykke bringer jer til saadant fortvivled forsæt, at I vil
tage Livet af jer selv?
L: Gak Pokker i Vold, du Nar! Jeg gaaer kun her og øver mig paa en
Tragoedie, som skal spille imorgen, hvorudi jeg skal agere
Polidorus.
D: Ha ha ha! Jeg meente, min Troe det var Alvor.
L: Jo jo, du skal nok see, at man gaaer om og tag Livet af sig af
Kjærlighed i disse Tider. Troe mig, der er ikke to Mennesker i
den hele Bye, der jo heller tar en gammel ond Kjælling med en
Snees tusind Rigsdaler end en ung dejlig og dydig Jomfrue, men som
intet har bekommet til Arv uden en god Optugtelse. Tilmed, om der
nu findes forlibte Folk, saa er de forlibte paa en anden Maade,
ikke med den Bestandighed til en vis Person som i forrige Tider.
D: Jeg har dog tjent hos en Mand her i Gaden, som vi engang var bange
for, at han skulde tage Livet af sig selv af Kjærlighed, og jeg
troer virkelig, at han havde fuldbyrdet sit forsæt, hvis jeg ikke
havde hindret ham, thi han trak sin Kaarde paa samme Maade som I.
L: Hvad heder han?
D: Jeg siger ikke hans Navn, thi det var skarnagtigt af mig, om jeg
røbede ham; man han boer paa Hjørnet af denne Side.
L: Ha ha, det er Jens Paaskelilie. Jeg mærker, du kender ikke den
Karl ret. Hans Kjærlighed gaaer ligesom en Canal igjennem alle
Byens Gader; nu falder han paa Knæ med Kaarden for Brystet for en
Jomfrue paa eet hjørne, nu paa et andet Hjørne, nu midt i Gaden.
Der ere ikke saa mange Jomfruer i Gaden, han har jo Hjerter at
opoffre dem alle, og ikke saa mange Sjæle, han har jo Snarer til
at fange enhver med, saa at han burde føre samme Symbolum som
Kejser Carl den femte: "Plus ultra". Han speculerer virkelig paa
det femte Monarchie af Fruentimmer. Derfor kan jeg mærke, at du
est ikke synderlig dreven udi Verdens Løb, eftersom du bildte dig
ind, at jeg vilde omkomme mig af Kjærlighed. Men hvad er dit
Ærende her? Jeg har saa liden Stunder idag at tale med nogen; thi
jeg har ikke lært den halve Deel af min Rolle endnu, og jeg skal
agere Polidorus imorgen.
D: Monsieur! Om I ikke kand bevæges til at dræbe jer af Kjærlighed,
saa vil jeg sige jer noget andet, som er nok værd at hænge for.
Der er kommen en protesteret Vexel paa 50 Rigsdaler, saa jeg
troer, at I inden Aften blir trækked i Arrest.
L: Hillemænd, kunde jeg kun begaae mig i denne Uge, saa haabede jeg
ved to Tragoedier at fortjene saa meget, at jeg kunde betale en
Slump deraf. Om nogen spør efter mig, kan du sige, at jeg er
rejst af Byen; gak saa din Vej, thi jeg maa have Ro at læse over.
(Gaaer frem og tilbage, og mumler igjen.) Nu kommer det Værste.
Kunde jeg kun vel skikke mig i denne Scene, hvorudi jeg skal mane
Fanden; det andet er kun Bagatelle derimod. Jeg maa forsøge et
Par Gange. (Gjør en Kreds med sin Stok paa Gulvet). Jeg maner
dig at møde hid, du første blandt de onde Aander, Mephistopheles,
for at høre min Befaling og at iværksætte det, som jeg byder dig.
Der seer jeg han kommer i sin rette Gestalt, ligesom jeg saae ham
for 10 Maaneder siden. Nej holdt, Mephistopheles, ikke inden
denne Kreds. (I det samme han maner blir han vaer en Person, som
staaer med Andagt at høre paa ham, hvorfor han løber ind, og
siger): Der er forbandet, man kan ikke have Ro et Øieblik.
01/02 Scen. 2
Den fremmede Person
Mand: Ak Himmel! Er det mueligt, at christne Mennesker kand forfalde
til saadan Ugudelighed, og give sig saaledes Fanden i Vold? Jeg
har altid holdet det for Snak, naar jeg har hørt det fortælle om
Folk, der forskrive sig til Fanden; men nu har jeg hørt det med
mine egne Øren. Ak jeg er, min Troe, saa forskrækket, at jeg ikke
kand staae paa mine Been; nej see engang, hvor mine Knæ skjælver,
ret ligesom jeg havde den kolde Sjuge. (Han slaaer sig for
Brystet).
01/03 Scen. 3
En gammel Kjælling (kommer ind). Manden.
Kjællingen: Hvad skader jer, mit Barn? I seer saa forskrækket ud.
Manden: Ak Bedstemoer! Har I ikke noget, jeg kan lugte til? Jeg er
bleven Ganske syg af noget underligt, som jeg hørte.
K: Hvad er det?
M: Ak her boer en Troldmand i dette Hus.
K: Ej Snak! Der er Mesteren for Comoedierne.
M: Ja jeg veed det nok. Han har forskrevet sig til Fanden, som jeg
hørte ham nu nys mane med saadanne fortræffelige Ord, saa jeg kand
ikke tænke derpaa, uden haarene rejser sig paa mit Hoved.
K: Saae I da Fanden selv?
M: Nej, han var usynlig for mine Øjne; Troldmanden saae ham dog, thi
han forbød ham at gaae inden for den Kreds, som han havde gjort.
Jeg hørte ham aleene mane, og fornam, at Fanden kom med et Bulder,
som fulgte derpaa, hvilket var saa stor, at jeg tænkte, nu falder
Huset ned. Jeg kunde ikke ellers see uden nogle Ildstraaler, som
kom for mine Øjne.
K: Ak man hører ikke andet end det, som ondt er. Jeg skulde ellers
have forsvoret, at denne Mand kunde have faldet til saadan
Ugudelighed, thi han seer ud til at være et skikkeligt Menneske.
M: Men skulde I vel kunne have tænkt, at der var saadant til, Mutter?
K: Ikke til? Jo alt for meget disværre. Saadant har aldrig gaaet
mere i Svang end i disse Tider; men hvorfor? Just fordi visse
selvkloge Folk, som er sat til at hemme saadant, kaster nu paa
Nakken af dejlige Historier. Man har jo ikke hørt en Troldmand
eller Hexe bleven brændt i mange Aar, der for kand saadant ikke
andet end tage Overhaand. Ja, ja, jeg vil ikke spaae ilde, men
see kun til, hvor det vil gaae, om Verden staaer noget længer; men
jeg haaber, at vi har Enden inden Paaske, thi jeg har saa mine
visse Tegn. Jeg skal fortælle jer en Historie, som er saa
sandfærdig, som jeg staaer her: En Smedekone udi Mariager var
vreed paa sin Naboerske, som lavede til Barsel, og nylig før samme
Naboerske skulde falde i Barselseng, kastede en Klud fuld af Haar
og afbrudte Sømmehoveder i Stuen, hvorudover Barselqvinden laae i
to Dage med stor Pine, og kunde ikke føde, førend een til Lykke
fandt samme Klud, og kastede den paa Ilden, da blev hun strax
forløst.
M: Det var forskrækkeligt. Var Mutter selv tilstede, da det skeede?
K: Nej, men I kand forlade jer paa, at Historien er rigtig thi min
Mand er en skikkelig Person, der hørte det af en Pige, han var
forlovet med, hvilken Pige havede et Søskendebarn, som tjente i
Gaard med den Amme, for hvilken Jordemoeren bekræftede Historien
med Eed.
[Fodnote: "thi min Mand &c": Hjemmelsmand]
M: Ak det var forskrækkeligt.
K: Men mener I alligevel, at Øvrigheden vilde straffe hende? Nej,
Byefogden loe kun deraf, og bad Folk holde inde med saadan Snak,
endskjønt en troeværdig Kone bød sig til at vidne, at hun havde
seet samme Smedeenke flyde paa Vandet, hvilket var et vis Tegn
til, at hun kunde hexe; thi --
M: Hillemænd, hvad var det, jeg saae? Blev I ikke et Syn vaer,
Bedstemoer?
K: Hvor saae I det?
M: Her ved Vinduerne. Jeg saae en gloende Drage fare op igjennem
Skorstenen. Saae I ikke det samme?
K: Jo mig syntes mare, at jeg ogsaa saae noget.
M: Jeg vilde ikke staae her længer, om man gav mig ti Dalere. Far
vel, Mutter!
01/04 Scen. 4
Christen Glaubfresser (En Gammel Mand). Kjællingen.
Kjællingen: Ak Fallille! Tag jer vare, at I ikke gaaer for nær dette
Hus.
Glaubfresser: Hvi saa?
K: Der boer en Mand derinde, som har med onde Aander at bestille, og
det hele Hus er fuld af Djævle.
G: Hvoraf veed I det?
K: Ret som jeg kom her, ble Maansør Godtroe stødt ud af Døren, og
laae en halv Time i Besvimelse. Da han endelig kom sig igjen, og
jeg spurgte hvad ham skadde, fortalte han mig, at han blev trækket
ud efter Haaret af trende Djævle, som Troldmanden, der boer her,
havde manet til sig.
G: Saae I ogsaa noget selv deraf, Moerlille?
K: Nej, jeg saae ikke uden Fødderne af den første Djævel, som stødte
ham ud af Døren.
G: Hvorledes saae de ud?
K: Ligesom I seer store Ørnekløer. Jeg vil strax hen til Herr Niels
og aabenbare ham det, at han i Tide kand aabenbare det for
Øvrigheden; thi Mennesket kunde endnu reddes, dersom han blev
brændt for sine synder.
G: Huset maa, min Troe, ogsaa sættes Ild paa.
K: Ak ja vist. Vil ikke Øvrigheden gjøre det, saa skal jeg og mine
Venner gjøre det paa vor egen Haand, ligesom man gjorde nylig udi
Jylland, hvor nogle Skikkelige Koner rottede sig sammen, og satte
Ild paa en Troldqvindes Hus.
(Medens de taler, læser Leander indenfor paa sin Rolle igen).
K: Hør, nu maner han igjen. Hør engang. Han raaber paa Polidorus;
Det maa være en Djævel, som heder saa.
G: Det er sandt, Moerlille! Jeg vilde ikke boe her i Gaden, om man
gav mig all Verdens Guld.
K: Men hør, hvor det bruser indenfore, ligesom det kunde være en
Storm. See engang, hvor det hele Hus ryster.
G: Mig synes, baade at det Hus ryster og tre andre tilligemed.
K: Det er mare sandt, som I siger. I skal nok see, at den hele Gade
er besat med lutter Hexemestere. Jeg maa gaae, farvel, Fallille!
G: Ak, jeg tør ikke gaae til Sengs inat.
K: I har ingen fare, sær naar I strøer Hørfrøe for Døren, og ryger
brav med Lysetang i jer Sovekammer. (Gaaer bort.)
01/05 Scen. 5
To Piger. Christen Glaubfresser.
Første Pige: Her skal Gaden være, Malene!
Anden Pige: Er der mere end det ene hus, hvor Fanden gaaer saadan?
FP: Her boer ikke uden Troldmænd i den hele Gade; Men Manden af dette
Hus er Capitain for de andre. Hele Byen er alt i Oprør, og hver
Mand begynder at ryge i sit Hus. See, hvad er det for en Mand,
her staaer? Han seer ud som en Troldmand.
AP: Ja det er, min Troe, vistnok saadan een; lad os ikke gaae ham for
nær.
Glaubfresser: Kom hid, lille Pige! Jeg hører, I veed ogsaa om denne
Sag.
AP: Ja disværre alt for meget, jer og jer Hus til Ulykke.
G: Hvad Ulykke er vederfaret mit Hus? Kom hid, lad mig tale med jer.
(De skriger, og korse sig, og falder paa Knæ).
Begge Piger: A--a--
G: De maa see noget, som jeg ikke kan see. Kommer hid, lille Piger,
og fortæller mig, hvad I seer.
AP: Nej, I skal ingen Magt have med os.
FP: Er I ikke den Mand, som boer her i dette Hus?
G: Nej, I farer vild. Jeg er ligesaa bange for dette hus som I
andre.
AP: Saa er I ingen Troldmand?
G: Gak Pak Pokker i Vold med jer Snak. Jeg er Christen Glaubfresser,
som boer paa Torvet.
FP: Ak om forladelse, Monsieur Glaubfresser! Nu kender vi ham. Men
har I ikke hørt, hvad som er passeret i dette Hus?
G: Jo jeg har baade seet og hørt mere, end jeg vilde see og høre; men
hvor har I faaet det saa hastig at vide?
FP: Jeg fik det at vide paa Torvet.
G: Hvorledes hørte I det?
FP: Jeg hørte det med de Omstændigheder, at men har seet Fanden i
dette Hus, i en Ulvs Lignelse, som rev tre Mænd i Stykker, der
vilde gaae her ind.
G: Hvorledes hørte I det da?
AP: Jeg hørte det ved Porten af en Soldat med de Omstændigheder, at
fire Mænd her i Gaden ere Troldmænd, og maner Fanden til sig, som
komme til dem i en Kjøbmands Lignelse med Horn i Panden, og
bringer dem Penge.
G: Jeg veed, Kjøbmænd har ingen Horn i Panden.
AP: Der er, som jeg siger, Monsieur Glaubfresser!
G: Jeg kand give eder den bedste Underretning derom, Børnlille, thi
jeg har selv baade hørt og seet det. Den hele Gade her er fuld af
Troldmænd, hvis Anfører boer i dette Hus. For en halv Time siden
manede han Fanden til sig, som kom med saadan Bulder og Allarm,
ligesom Verden skulde forgaae.
FP: Men saae Monsieur Glaubfresser det selv?
G: Ja vist saae jeg det selv; derfor kand ingen give bedre
Underretning derom end jeg.
AP: Hvorledes saae han ud?
G: Han havde Kløer paa Fødderne.
FP: Ja der hører du Historien, Søster, af Mandens egen Mund, som har
seet det altsammen.
AP: Men hvorfor, mon troe, han lod sig see med Kløer paa Fødderne?
G: Ja, hvad veed jeg det? Nok er det, at jeg saae ham. Vil I bie
lidt her, saa faaer I ham nok at see, naar han kommer ud igen.
Jeg vil gaae.
FP: Skam der bier, om mit Navn det er.
AP: Og faaer jeg ligesaa, om jeg bier.
FP: Ak lad os holde os fast ved Monsieur Glaubfresser.
(De holder hver ved sin Arm af ham, og gaaer bort, og seer sig hvert
Skridt tilbage).
01/06 Scen. 6
Leander. Henrik.
Leander: Henrik!
Henrik: Hej!
L: Tragoedien troer jeg nok skal gaae vel imorgen; men vi ere endnu
ikke betænkt paa et lille Efterstykke.
H: Ja vi maa endelig have et lystigt Efterstykke, at Folk kan faae
denne Tragoedie om Polidorus til Livs.
L: Det er sandt; thi det er en forbandet fæl Tragoedie.
H: Lar os tage et Stykke af det Italienske Theatre; Det om Doctor
Baloardo.
[Fodnote: Doctor Grazian Baloardo er en staaende Figur paa det
italienske Farcetheater. I en Scene af "La Fille de bon sens" kryber
Arlequin ind i en Doctorkjole og skræmmer dermed Doctoren selv. Hvis
der her hentydes til denne Scene som til noget Publicum bekjendt, saa
maa Holberg først have fuldent nærværende Stykke i 1728, idet nemlig
den omtalte Farce den 24.Maj hint Aar opførtes paa den danske
Skueplads under Titlen "Mange Hunde om eet Been" ]
L: Der behøves saa mange Klæder og Machiner dertil.
H: Enhver sørger for sit; jeg er færdig med min Doctormachine.
L: Knap nok; sidste Gang vi spillede fattedes noget derpaa.
H: Der er, min Troe, ikke sandt. Nu skal jeg ind at hente den, for
at overbevise jer.
(Løber ind, og kommer strax ud med Doctorhabiten. Imidlertid gaaer
Leander og mumler med sin Rolle i Haanden)
H: See nu, om der vel fattes noget.
L: Lad see, hvor du bær dig ad da.
(Henrik kryber ind i Doctormachinen og exercerer sig.)
L: Jo det gaaer godt, Henrik. Denne Doctormachine gir os alleene
fire Loger. Nu kand du øve dig lidt, medens jeg gaar ud.
(Henrik øver sig i Doctormachinen ved den ene Side, mod Spectatores).
01/07 Scen. 7
Hans Frandsen (Jean de France). En Tjener. Henrik.
(Hans Frandsen kommer ind ved den anden Side udi en Portechaise
tillige med Tjeneren).
Hans Frandsen: Hold kun her lidt, Karle Jeg skjøtter ikke om at komme
Troldmandens Hus for nær.
(Portørene blir i det samme Henrik vaer, som rejser sig med Machinen,
kaster Portechaisen over Ende med Manden paa Gaden, og løber bort
tillige med Tjeneren. Henrik øver sig end lidt og endelig gaaer ud).
01/08 Scen. 8
En anden Mand, Hans Frandsen.
Anden Mand: Jeg vil, min Troe, see saadant, førend jeg troer det; thi
de, som har fortalt mig det paa Vejen, ere enten gamle Mænd,
Tjenestepiger eller Kællinger. Men der seer jer en Portechaise
liggende over Ende; hvad mon det betyde? Hillemænd, hvad seer
jeg? Her ligger en død Mand. Ja han er, min Troe stoksteendød;
det hjælper ikke alt hvad jeg rykker paa ham. Men han er varm
endnu. Jeg maa knibe ham i Næsen for at see, om det vil hjælpe.
Hans Frandsen: A---ak, Herr Lucifer! Giv mig Tid at begræde mine
Synder.
AM: For mig maa I græde, saalænge I lyster. Jeg er ikke kommen for at
forkorte jere Dage.
HF: Er I da ingen Djævel?
AM: Ikke det jeg veed. Men hvorfor gjør min Herre saadant Spørsmaal?
HF: Ej heller nogen Hexemester?
AM: Hvad pokker er det for Snak?
HF: Hvorledes kand I paatage jer saa mange Skikkelser?
AM: Der ere faa Mennesker, som kand paatage sig mindre Skikkelser end
jeg; thi faae den Skam, der ejer flere Klæder end dem, jeg bær paa
mit Liv.
HF: I havde jo nyligen Skikkelse af Doctor; men nu seer I atter ud som
et Menneske.
AM: Er en Doctor da ikke en Menneske?
HF: Ikke en Doctor uden Hoved, som jeg saae.
AM: Da kjender jeg min Troe, mange Doctere uden Hoved, som dog
udisputeerlig ere Mennesker.
HF: Ak nej, I forstaar mig ikke. Det var en Doctor, som nu havde
Hoved, nu igjen intet Hoved; thi det sank ned udi Maven tillige
med Næse, Mund, Øjen og Øren, saa at der blev intet uden Hatten
tilbage, som stod paa Stubben alleene.
AM: Stat op, min Herre, og fortæl mig jer Hændelse, og vær ikke bange
for mig, thi jeg er en Borger her i Staden. Jeg er nyligen hid
kommen alleene af Curiositet for at vide, om det er sandt hvad man
fortæller om den Troldom, som øves her i Gaden.
HF: Ja der er alt for sandt disværre. Jeg kom her ogsaa i samme
Henseende, men til min Ulykke, thi saa snart jeg nærmede mig her
til Huset, hvor dette Djævelskab er, blev jeg Fanden vaer,
hvorpaae Portørene bleve saa forskækkede, at de kastede mig med
Portechaisen paa Gaden, og toge Flugten.
AM: Hillemænd, saa er det dog sandt, at her gaaer saadant Hexerie i
Svang. Men saae eller hørte min Herre intet andet?
HF: Ak jo vist; men jeg kand ikke beskrive det altsammen formedelst
den Skræk, som kom mig paa. Der rejsede sig et Uvejr med Torden
og Lynild.
AM: Lar os da ikke blive her længere.
HF: Men nu veed jeg ikke hvorledes jeg skal komme hjem; thi Portørene
ere borte.
AM: Hvad er min Herres Navn?
HF: Jeg heder Hans Frandsen, og er nylig kommen hjem fra Paris.
AM: Ja saa har han Ret, min Herre, at det kand ikke staae ham an at
gaae til Fods.
HF: Jeg maa dog dertil; thi jeg kand ikke blive her længer.
AM: Kand min Herre resolvere sig til at gaae hjem til Fods, saa gjør
han vel mod sig selv; thi det tjener ikke at blive i dette
Nabolaug længe.
HF: Ja, jeg maa resolvere mig dertil. Vilde der kun ingen møde mig
paa Vejen, som kjender mig.
AM: Ak, hvad vil det sige, min Herre? Jeg har kjendt mange af vore
udenlandske unge Herrer, der længe har været uden Fødder, og ladet
sig age og bære, men siden har gaaet paa to Bene ligesom andre
gemeene Borgere.
(De gaaer ud).
02/ Actus II
02/01 Scen. 1
---------
Actus II.
---------
Scen.1.
Leander. Tre Drenge.
Leander: Nu Kand jeg min Rolle paa mine Fingre. Jeg var tilfreds, at
vi skulde spille iaften, at jeg kunde strax faae nogle Penge i
Hænderne at betale den Vexel med; men jeg er bange, om man trækker
mig inden den Tid udi Arrest. Derfor maa jeg nægte mig inde. Jeg
skulde dog tænke, at om det kom dertil, at nogen skulde forbarme
sig over mig og gaa i Caution for 50 Rigsdaler.
(Medens han siger dette, kommer:)
Første Dreng: (Tager ham ved Armen og siger): Kjøber Herren ingen nye
Viser om den, der gav sig Fanden i Vold paa Tydsk og Dansk?
L: Gav han sig Fanden i Vold baade paa Tydsk og Dansk? Jeg meente,
det var nok paa een af Delene.
FD: Nej, det er ikke saa af forstaae: Visen er paa Tydsk og Dansk.
L: De Viser har bedre Lykke end de bedste af vore Comoedier, i det de
blive saa hastigt oversatte. Nej Cammerad! Du kand sælge nye
Viser til gamle Kjællinger; Jeg kjøber ikke saadant.
Anden Dreng: Monsieur! Nye Relationer om Fanden, som en manede til
sig i en Kjøbmands Lignelse med Horn i Panden.
L: Est du gal, Dreng? Er det Kjøbmands Gestalt at have Horn i
Panden? Dog kand det i visse maader være sandt. Nej, jeg kjøber
ingen, gak bort med dine Historier. Der er forskrækkeligt i denne
Bye med disse Viser. Det er spaaet, at Verden skal forgaae i Ild;
men vil det saa tage til, saa jeg troer, den vil forgaae af Viser.
Tredje Dreng: Monsieur! Jeg raader at I kryber i Skjul. Byens Folk
er paa Vejen hid for at trække jer i Arrest.
L: Hillemænd, tænkte jeg det ikke nok? Det er og forbandet haardt at
arrestere en ærlig Mand for lumpen 50 Rigsdaler, besynderlig, naar
de veed, at man kand fortjene Pengene. See der kommer de, min
Troe; Jeg maa løbe ind og slaae Porten i Laas efter mig.
02/02 Scen. 2
Leander. Anføreren. Lars. En stor skare bevæbnede Folk.
Anføreren: Hør, Karle! Gaae een af jer hen og bank paa Porten først;
er der ingen, som lukker op, skal vi bryde ind med Magt. Hører I
vel? Jeg troer, I er Bange. Fort, eller I skal, min Troe, smøres
dygtig. Lars! Gak du hen og bank paa Porten; du plejer ikke at
være saa forsagt.
Lars: Nej, jeg er ikke bange for Mennesker, om de ere nok saa mange;
men mod Fanden er jeg en Kujon.
A: Ej Snak! Hvad kand han gjøre dig, naar du er i dine lovlige
forretninger?
Ls: Hvorfor gaaer I da ikke selv?
A: Det tør jeg nok; Jeg er ikke bange for Fanden. (Gaaer frem, men
vender strax om igjen tilbage). Hører I vel, Karle! Gaaer hen og
banker paa Porten, eller I faaer en Ulykke. Er det ej en Skam?
Vi er saa mange, og ingen har saa meget Hjerte. Ej, I Kujoner,
saa mange som I Ere! Nu skal I see, at jeg tør banke paa. (Gaaer
frem, men vender tilbage igjen). Lad os raabe og se, om han vil
lukke op.
(De raaber alle: Luk op).
Leander: (udaf Vinduet). Ak I godt Folk! Jeg er jo en bosiddende
Mand her i Byen; jeg løber jo ikke bort.
A: (sagte) Vi maa give ham gode Ord, for at lokke ham ned. (Højt) Kom
kun ned, Cammerad! Er I uskyldig, saa skal jer intet Ondt
vederfares.
L: Jeg bekjender gjerne, at jeg er skyldig; men det er jo ikke saa
stor Sag at trække en ærlig Mand i Arrest for.
A: Ha ha, er det en liden Sag?
L: Den maa være liden eller stor, saa er der hundrede Mennesker her i
Byen, der ere mere skyldig end jeg, og dog ikke strax trækkes i
Arrest.
A: Det er os ukjært at høre, at her ere saa mange ugudelige Mennesker
i en christen Bye. Naar I kommer for Retten, skal I Lægge dem ud,
saa mange som I kjender. Det skal ogsaa være mit Raad; thi der er
den eeneste Vej, hvorved I kand faae Pardon.
L: Hvad Fanden kommer det mig ved, hvo der er skyldig eller ej? Lad
enhver svare for sig.
A: Det er ret nok, enhver skal svare for sig; men I skal lægge dem
ud.
L: Skal jeg lægge dem ud? Jeg troer de Folk er bandsatte.
Ls: Tal ikke mere med ham; thi han er besat, og det er den onde Aand,
som taler af hans Mund.
L: Og jeg troer, Brændevinet taler af din Mund.
A: Hør, Monsieur! Kom ned med det Gode; det vil ellers gaae jer
ilde. I veed jo selv hvad det har at betyde at sætte sig op mod
Byens Folk.
L: Jeg lar mig, min Troe, slet ikke trække i Arrest. I har heller
ingen Magt dertil; thi jeg byder mig inden en Time til at skaffe
Caution.
A: Caution! All Verden kand jo ikke cavere for jer.
L: Hør, Monsieurs! Gaaer jer Vej, og sover Rusen ud; jeg mærker, I er
beskjænkt.
A: De Ord vil komme jer dyrt at staae.
L: Saa maa I være gall da; een af Delene maa det være, thi ellers
kunde I jo ikke sige, at hele Verdens Caution kunde ikke hjælpe
til saadan Bagatelle.
A: Ak din Bespottere! Kalder du saadant Bagatelle? Du var værd den
skjændigste Død.
L: Og I var værd, at man skulde trække jer med jer hele Gefatterskab
til Daarekisten. Jeg siger jer eengang for alle, at hvis I ikke
gaaer fra Døren, skal I faae en Ulykke, saa mange som I ere.
A: Hør, Karle! Vi kommer at storme til Huset. Sætter jer i to
Geleder. Jeg vil slutte Troppen. Vi maa ikke lade os skrække af
Truseler. Lad ham mane saa mange Djævle til sig, som ham lyster;
de kand da ingen Magt have med os, thi vi ere i vor lovlige
Embede. Saa rykker da an. Hvi staaer I saa forsagte? Ej, tar
Mod og Mands Hjerte til, og betænker, at det er os en evig Spot og
Skam at gaae med uforettet Sag tilbage; betænker ogsaa, at I
underkaster jer Øvrighedens Vrede, og bliver uden Pass og Arrest
casseret. I er ikke mere de Mænd, der have udi adskillige
Tilfælde ladet saa ofte see Mod og Mands Hjerte. Hvor er nu all
eders forrige Tapperhed? Rykker frem da!
Ls: Skam der gaaer først, om mit Navn det er. Vi har ingen Ordre at
slaaes med Fanden. Hørte I ikke, hvordan han truede os? Det gjør
ogsaa ingen gode, at vi tænker at anfalde ham; saa gjør han sig
haard, og skyder vi, saa kommer Kuglen tilbage paa os selv.
A: Følger mig strax efter. Morgenstjernerne paa Armen! Det skal
enten bugne eller briste.
(Leander skyder en Pistol af, hvorpaa den hele Vagt falder paa Jorden)
L: Ha ha ha! Det er nogle fede Karle af skikke ud paa Execution.
Henrik! Kom her ud, saa skal du see et artigt Syn. Men staaer
ikke den Nar endnu og øver sig udi Doctorkjolen? Henrik! Spring
ud og see dig om.
(Henrik kommer ud i Doctorkjolen, hvorpaa Vagten rejser sig, skriger,
og tar flugten)
02/03 Scen. 3
Henrik. Leander.
Henrik: Hvad pokker er dette for optøger? Jeg kommer ud, og finder
Gaden bestrøed med en halvhundrede døde Staaderkonger og
Morgenstjerner, som jeg ved min Nærværelse vækker op igjen fra de
Døde, og driver paa Flugten. Vinder jeg saaledes mange flere
Batailler, saa blir Alexander Magnus kun en Smaadreng mod mig.
Leander: Jeg seer, de ere alt borte, Henrik!
H: Ja hvad andet?
L: Hvor blev de af?
H: Spørsmaal, hvor de bleve af? Med denne Haand slog jeg den
venstre, og med denne den højre fløj paa Flugten, og med min
Doctorhat splidede jeg deres Corps de Bataille ad. Det var ellers
ikke af vejen, Monsieur, om I tog jer hat af, naar I taler med
saadan Mand som jeg.
L: Skal dette holdes for en heroisk Gjerning, da er jeg større Mand,
som har sigtet aleene mod en levende Krigshær, end du, som har
sigtet med Døde.
H: Det er ingen Konst af slaae godt Folk ihjel, det kand flere
Doctorer end jeg gjøre; men at gjøre dem levende igjen, det har
noget andet at sige.
L: Men hvor bleve de af?
H: De løbe bort, alle de utaknemmelige Hunde, uden af betale mig for
min Umage.
L: Lad dig vare, at du ikke siden faaer en banket Trøje, naar de
finder dig.
H: Det er artigt nok; de Doctere, som vække Døde op, faaer banket
Trøje; men de, som dræber Levende, faaer Salarium af de Dødes
Arvinger.
L: Men lar os ikke skjemte mere. Kand du begribe noget at dette?
H: Gid den faa Skam, der begriber det ringeste.
L: Jeg er ganske forrykket i min Hjerne derover.
H: Og jeg er saa hovedsvimled, som jeg nys var falden ned fra Maanen.
L: Jeg kand begribe nogenledes dette, at de vilde trække mig i Arrest
for Gjæld; men deres Talemaader kand jeg aldeles ikke fatte.
H: Jeg begriber det ene ligesaa lidet som det andet; thi hvad kand
jer Creditor vinde derved, at han lar jer arrestere? Tvertimod,
det er hans Interesse, at ingen rører ved nogen at Comoedien. Det
har aldrig været Byens Folk, Monsieur, men heller nogle
Spillefugle, som har forklædt sig saaledes for at fixere os.
L: Mener du det, Henrik?
H: Ja hvad skulde jeg vel kunne mene andet? Troer I vel, at I saa
let kand skyde hele Raadhuset ned med et Pistolskud eller ruinere
det hele stridbare Vægterfacultet med en halv Qvintin Fængekrud?
L: Men jeg er bleven advaret af en Person alvorligen om min Creditors
forsæt, at han vil lægge Haand paa mig.
H: Den største Tjeneste, I kand gjøre jer Creditor, er, at I læser
vel over paa jere Roller; saa vil jeg gjøre, og ikke tale mere om
dette Narrerie.
(Henrik gaaer ind).
02/04 Scen. 4
Leander.
Leander: Jeg kan dog ikke bilde mig ind, at den Person som varede mig
ad om min Creditors forsæt, fixerede mig; thi det er sandt, at
Vexelen ej er acceptered. Den kunde ej heller blive acceptered,
saasom jeg ikke tog de 50 Rigsdaler op just for at betale dem
igjen, i det ringeste saa hastig, som den var stilet. Men hvad
kunde han vinde ved at arrestere mig? Uden han indbilder sig, at
de andre Acteurs skulde løse mig igjen. Der burde dog være en
Artikel indført udi Loven, at ingen maatte lægge Haand paa en
Acteur. Men jeg mener at man kand applicere hid det, som findes
om Embedsmænd, at ingen maa arrestere dem i deres Forretninger.
Jeg vil derfor læse over paa min Rolle, at i Fald der skulde komme
nogle slige Gripomenes, jeg da kand sige: I seer, Messieurs, at
jeg er i mit lovlige Kalds Forretning.
(Han gaaer igjen frem og tilbage og mumler med Papiret i Haanden).
02/05 Scen. 5
Leander. To Piger.
Første Pige: Det er jo her paa Hjørnet, han boer, Søster?
Anden Pige: Jo, der gaaer han selv og mumler.
FP: Nu har han nogle Besværinger for, for at vise igjen.
AP: Se engang, hvilke Ophævelser han gjør.
FP: Ja det koster Umage saaledes at mane Gejster.
AP: Derfor lader de Folk sig ogsaa brav betale.
FP: Jeg skjøtter dog ikke om at see nogen Gejst.
AP: Vi faar ingen at see. Hexemestere seer dem alleene selv. Tilmed
saa er jeg ikke bange; thi jeg har Staal hos mig. Men see engang,
hvilke Gebærder han nu gjør.
L: Med hvem vil I tale, lille Piger?
FP: Er det ikke han, som boer her?
L: Hvi spør I saa? Er I her for at spionere?
FP: Nej, min Troe, skal vi aldrig røbe ham; vi ere ikke af det Slags
Folk.
L: Jeg haaber ogsaa det samme. Her er saadan Allarm iblandt over
det, som er intet Værd, saa det er et Under. Er det ikke sælsomt,
lille Børn! Man kommer hid, et heelt Regiment stærk, og vil
trække mig i Arrest for ingen Ting?
FP: Monsieur maa vel sige: ingen Ting. Jeg vilde ønske, at Byen var
fuld af slige Folk som han, saa betænkte Tyve sig nok for at
stjæle.
L: I skal have Tak for de gode Tanker, I har om mig, mit Barn, men
jeg er endelig ikke fat til at hemme Tyverie.
FP: Det er sandt nok, min Herre, men naar Øvrigheden ikke vil straffe
dem, saa maa vi have Tilflugt til slige gode Mænd, som han er.
L: Hvem Pokker tar I mig for? Mener I, at jeg er Bøddelen her i
Byen?
FP: Nej, vi kjender nok Monsieur.
L: Hvem mener I sa, at jeg er?
FP: Jeg veed ikke hans Navn; men min Madamme kjender ham. Hun visede
mig hid med Begjæring, at Monsieur vilde være af den Godhed for
Penge og gode Ord at slaae Øjet ud paa en, som har nylig stjaalet
et Gulduhr fra os.
L: Gak Fanden i Vold, baade du og din Madamme, med jer Gulduhr. Kand
jeg slaae Øje ud paa Folk?
FP: Jeg veed nok, at Monsieur ikke vil være det bekjendt; men Madammen
svor paa, at hun ikke skal røbe ham eller lade sig mærke for nogen
Moers Sjæl.
L: Hør, lille Pige! Jeg vil intet ondt gjøre jer, I er maaskee et
eenfoldigt Menneske, som man har faaet til at løbe April; men gak
jer Vej med saadan Sladder.
FP: Ak min kjære Monsieur! Jeg veed nok, at han ikke vil aabne sig
for enhver; men saa sandt jeg er ærlig, skal ingen faae det at
vide.
AP: Jeg siger det samme; thi jeg vil være tusind Gange et Skarn, om
det skal komme af min Mund.
L: Jeg troer, her er kommen en Sygdom paa alle Folk i Byen, som har
gjort dem rasende. Ret lige nu var Byens Folk her, som vilde
tvinge mig til at lægge Folk ud i Byen, som ere skyldige. Nu
strax derpaa kommer disse hid, og vil have mig til at slaae Øje ud
paa Folk. Hør, af hvem er I udskikket?
FP: Det forbød Madammen mig at sige; men hun flyede mig to Ducater til
Monsieur, og lovede meer siden, naar Tyven kom og bragte Værket
tilbage.
L: (til den anden) Hvad er da jer Ærinde?
AP: Jeg er her fra en Jomfrue, som har Kjærlighed til en ung Person,
som hun elsker, men han er ganske koldsindig mod hende, hvorfor
hun vilde gjerne at Monsieur ved sin Videnskab vilde gjøre ham
forlibt i hende; til den Ende skikkede hun mig hid med 10
Rigsdaler at betale forud.
L: Hør, hvad jeg vil sige jer: Vær saa god at formelde min ydmygste
Respect baade til Madammen og Jomfruen, og siig, at jeg holder dem
begge for Cannailler, til de overbeviser mig, at jeg er en
Hexemester. Hvad jer anbelanger, da hvis I Bakkelsebeester ikke
strax gaaer jer Vej, skal i begge faae en banket Trøje.
(Vil gaae bort; men de holder ham tilbage, nu rykker den ene, nu den
anden, og nøder ham til at tage Pengene.)
L: (ved sig selv). Her gir man mig uformodentlig 14 Rigsdaler; kand
jeg ikke sagte beholde Pengene og lade som jeg er en Hexemester?
Jeg løber jo ingen Hazard derved, thi de tør ligesaa lidt lade dem
mærke dermed som jeg; og som jeg faar Pengene forud, saa kand jeg
sagte love dem saa meget som de forlanger. (Højt) Hør, Kjære
Børn! Eftersom I lover mig, ikke at sige til nogen, at jeg øver
denne Konst, saa vil jeg tjene jer herudi; jeg gjør det ikke imod
enhver, men alleene mod gode Venner, som jeg veed kand tie.
Øvrigheden kand ikke lide Folk af min Profession, skjønt vi
anvende vort Pund alleene til vor Næstes Tjeneste. Hør paa Mandag
Morgen mod Klokken 9 skal Tyven komme med et Øje og bringe Værket
tilbage; men I maa ikke gjøre man noget Ondt, thi han er straffet
nok, i det han har mist sit Øje. Hvad den anden Part angaar, da
skal Personen, som er koldsindig, blive ligesaa forlibt udi
Jomfruen, som hun nu er i ham, og hun skal blive ligesaa
koldsindig, som hun tilforn var hidsig.
AP: Nej, min Herre! det skjøtter hun ikke om. Hun vil nok være saa
forlibt, som hun er; men hun vil, at han skal blive ligesaa
hidsig. Forstaar I vel?
L: Jeg forstaar nok; men det er noget vanskeligt. Dog skal jeg gribe
mig an for hendes Skyld; ellers er det ti Gange saa vanskeligt som
det andet.
FP: Men min Herre! Maatte jeg tale noget med ham i Eenrum? Jeg vil
ikke, at Gjertrud skal høre det. Jeg er saa forskrækkelig plaget
at Syn om Natten, nu kommer mig eet Mandfolk for, nu et andet, som
forhindrer mig at sove; tilmed brænder mit Legeme altid, ligesom
jeg havde en hidsig Feber.
L: Jer tjener ikke at ligge alleene da, mit Barn! Men I skal bede
enten Tjeneren eller Kudsken at sove hos jer, dog med de Vilkaar,
at de gjør jer ingen Skade.
FP: Nej, det tør jeg ikke vove paa.
L: Saa skal jeg da sige jer et andet Raad. I skal tage et godt
løgæble, dele det udi trende Parter, paa den ene Deel skal I komme
lidet Senop og æde den første Dag, paa den anden Deel skal I komme
lidt Camfordt og tage ind anden Dag, paa det tredie Stykke skal I
strøe lidt Caffe, som ikke maa være maled, men alleene stødt, og
æde den tredie Dag. Imidlertid maa I continuere dermed udi trende
Dage uden at nyde noget andet, og dersom Synet ikke gaaer bort, da
skal jeg give jer Pengene tilbage.
FP: Det er en haard Cuur. Jeg kommer da vel heller til at bruge det
første Raad.
L: Ja, det er det sikkerste. Mangen er bleven hjulpen derved; thi
naar der er Mandfolk udi eens Sovekammer, saa driver dets
Nærværelse de andre Aander bort, som fare en for Øjene, saasom der
er Antipathie derimellem. Det har ellers ingen Fare; thi naar I
siger dem Aarsagen at I gjør det alleene for at cureres, og beder
dem ligge stille, saa gjør de det gjerne.
FP: Jeg mener, min Herre, at ingen da kand lægge mig det til Last,
naar jeg gjør det alleene for at cureres.
L: Ak nej, Sundheden er jo den kostbareste Klenodie, vi ejer.
FP: Det er da, min Troe, et ypperligt Raad. Jeg har selv tidt tænkt
derpaa; men jeg tænker -- Monsieur kand vel tænke, hvad jeg vil
sige.
L: Ja, jeg veed baade denne og alle andre jeres Tanker.
FP: Er det mueligt? Kand Monsieur da sige mig, hvad jeg tænker nu?
L: I tænker: Denne gode Mand, som gav mig saadant Raad, bør have en
Discretion for sin Umage.
FP: I det ringeste burde jeg tænke derpaa. Vil Monsiuer ikke forsmaae
2 mark? Men vil I ellers sige mig, hvem jeg elsker?
L: I har elsket adskillige; men nu staae eders Tanker meest til en
vis -- Lad see, ret nu kommer jeg paa hans Navn. Det er en
Mandsperson. Det veed jeg nok.
FP: Ja, deri har Monsieur Ret.
L: Det er en meget høj Person.
FP: Nej, han er kun meget maadelig af Statur.
L: Det er sandt i visse Maader; men han er dog et heelt hoved højere
end I.
FP: Ja, naar I vil ligne ham mod mig, saa er det sandt.
L: Det er saa, jeg mener. Han er høj i Henseende til jer; thi hvem
kunde jeg bedre ligne ham med?
FP: Kand I ikke beskrive ham videre?
L: Det er min ringeste Konst. Han er meget dejlig.
FP: Nej, Folk holder ham ikke for saa dejlig.
L: Hvad bryder mig Folk? Hvo kand behage alle? Jeg siger, han er
dejlig i mine Øjene, han er ogsaa dejlig udi jeres Øjne.
FP: Ja, det er min Troe vist; men synes ogsaa Monsieur, at han er
smuk?
L: Han er en af de kjønneste Mandspersoner i mine Øjne.
FP: Det er mig kjært, at andre ogsaa kand see det samme som jeg. Men
hvad er hans Profession?
L: Han er Fuldmægtig.
FP: Nej, Monsieur! I den Post farer I alleene vild; hand er Sergeant.
L: Er det ikke saa, jeg mener? En Sergeant er jo Fændrikens
Fuldmægtig; Har I ikke mærket, at naar Fændriken ikke er tilstede,
saa træder Sergeanten i hans Sted og holder Fanen. Mener I, at
jeg forstaaer ikke min Profession? Jeg er capabel til at beskrive
jer ham fra Top til Taae. Han taler jo godt Tysk?
FP: Det er, min Troe, sandt.
L: Han gaaer med sit eget Haar, med en Snor paa Hatten.
FP: Ja.
L: Men naar han er hjemme, har han sin Hue paa.
FP: Ak, det er nok, min Herre! Jeg vil ikke spørge mere; jeg hører,
at I veed alting. (Til den anden Pige) Ak, Søster! det er en
forskrækkelig Mand, han kand sige alting, hvad som er skeet og
skal skee.
AP: Ak, Søster! kom, lad os gaae; jeg er bange, at han og veed een
Ting, som jeg ikke skjøttede om, at nogen anden skulde faae at
vide.
FP: Gak til ham selv og beed ham derom, saa tier han nok, thi det er
en skikkelig Mand.
AP: Ak, min kjære Monsieur! Jer er bange, at I veed det, som
passerede forgangen Nat
L: Ja Vist, jeg veed altsammen paa mine Fingre. Først kom --
AP: (sagte til ham) Ak Monsieur! Hold inde dermed. Jeg vil ikke, at
den anden skal høre det; thi kommer det ud, saa blir Gaardskarlen
ikke en Time længer udi vort Hus. Vil Monsieur ikke forsmaae et
28 Skilling Stykke?
L: Hun skal have Tak.
AP: Vil I da ikke røbe mig?
L: Nej, I kan forlade jer derpaa. Farvel begge, og formelder min
Respect baade til Madammen og Jomfruen. Vil nogen consulere mig
ellers, saa er jeg at finde her ligeover.
02/06 Scen. 6
Leander
Leander: Jo længere, jo galnere. Lad see, om jeg kand komme det ihu
altsammen. Bevæbnede Folk for Døren. All Verdens Caution
utilstrækkelig for 50 Rigsdaler. Bespottelige Ord, at sige: 50
Rigsdaler eer Bagatelle. Formaninger om at lægge alle Byens
Debitorer ud. Jeg skulde hilse ham fra Madammen, hun bad, han
vilde slaae Øjet ud paa en Tyv. Jeg skulde Hilse ham fra
Jomfruen, hun bad, han vilde gjøre en Person forlibt i hende. Her
to Ducater paa haanden, der ti Tigsdaler. Hvad Pokker er dog alt
dette? Enten er jeg gall, som ikke kjender mig mere selv, eller
er hele Byen gall. Er hele Byen gall, saa gid den ikke blir klog
igjen, førend jeg curerer den; thi jeg vil finde min Regning
derved, i det ringeste for en kort Tid. Disse Piger vil
recommandere mig for min Videnskab hos andre, og jeg vil i nogle
Dage fortjene saa mange Penge, at jeg kand betale min Vexel med,
og saa vil jeg begive mig til mit Hus igjen. Imidlertid kand
Drengen sige, naar nogen kommer her og spør efter mig, at jeg er
rejst paa Landet at fordre Gjeld ind for at betale de 50
Rigsdaler, naar jeg kommer tilbage; og om nogen kommer for at
consulere sig med mig udi Hexekonsten, da skal han vise dem til
mig.
03/ Actus III
03/01 Scen. 1
----------
Actus III.
----------
Scen.1.
Arv.
Arv: Ak gid jeg vel havde forrettet mit Ærinde. Jeg skal hen til en
Hexemester, som boer her paa Hjørnet, for at melde vor Frue an,
thi hun mist et Dosin Sølvskeer, og har een af vore Folk mistænkt
derfor; hun vil strax selv komme hid med alle Husfolkene for at
faae Sandheden at vide. Min hele Krop skjælver; thi jeg har
aldrig seet en Troldmand, langt mindre talt med ham tilforn.
Corrasi, Arv! Du har jo en god Samvittighed. Jeg er saa bange,
at naar han seer mig skjælve, at han tænker, jeg er Tyven. Jeg
vil forestille mig ligesom jeg nu allerede taler med ham, for at
see, hvordan jeg bær mig ad. (Arv med Hatten under Armen, bøjende
sig.) Jeg skulde helse Fruens Respect til min Herre. -- Hvad er
hendes Begjæring? -- Hun bad tjenstlig, at Herren vilde tale et
Ord med hende for Lucifer, for at faae at vide, hvo der har
staalet hendes Sølvskeer. -- Hvorfor skjælver du saa? -- Det er
af Kulde, gunstige Herre! -- Jeg troer, det er ond Samvittighed,
som kommer dig til at skjælve. Du est maaskee selv Tyven? --
Nej, Drolen tage mig, om jeg er, gunstige Herre! -- Saa maa du da
være Medvider derudi. -- Nej gunstige Herre! Jeg veed ikke mere
deraf ene et nyfød Barn. -- Staae ret paa Benene, din Slyngel!
-- Ja gunstige Herre! -- See mig under Øjnene. (Han seer op i
Vejret). Aabenbar mig her førend man kommer til Examen, saa skal
du ingen Straf lide. -- Jeg kand intet aabenbare, gunstige Herre,
thi jeg er ganske uskyldig. (Rykker sig selv i Haaret) -- Vil dit
Beest strax bekjende -- Jeg har intet at bekjende, naadige Herre,
thi jeg er ganske uskyldig. -- -- Jo det gaar nok an. Nu maa jeg
banke paa.
03/02 Scen. 2
Leander. Arv.
Arv: (Stammende) Ydmygste Tjener, velbaarne Frue! Jeg skulde hilse
meget flittig fra vor Lucifer med Begjæring, at I vilde faae at
vide, hvem der har staalet hendes -- I veed vel selv. (Sagte). Nu
kand jeg ikke komme ihu, hvad det var.
Leander: Hvad er det for Tøj, du væver sammen? Jeg forstaaer ikke et
Ord deraf.
A: (skjælvende med sammenlagte Hænder). Jeg har et Ærinde til
Maansøren.
L: Hvad er det?
A: Jeg veed, min Troe, ikke.
L: Af hvem est du hidskikket?
A: Jeg veed mare ikke.
L: Vil du Hund narre mig? Veedst du ikke, hvem der har hidskikket
dig?
A: Jo, det ved jeg nok.
L: Hvem er det da?
A: Hvorfor vil Maansøren vide det?
L: Ej, saa skal du og faae en Ulykke. Vil du fixere mig?
A: Ak Herr Lucifer! Spar mig.
L: Jeg seer, du er bange, min Søn! Giv dig kun tilfreds, jeg skal
intet Ondt gjøre dig; betænk dig, og sig frit dit Ærinde.
A: Jeg skulde hilse Herren meget flittig fra 12 Sølvskeer, de bad
gjerne, at han vilde slaae et Øje ud paa vor Frue, som har staalet
dem bort.
L: Ha ha, jeg forstaaer endelig din Mening, hvor bagvendte Ordene end
ere. Din Frue, mærker jeg, er bleven berøvet et Dosin Sølvskeer.
A: Ja hun bad, at Herren vilde slaae et Øje ud paa dem.
L: Et Øje ud paa Sølvskeerne?
A: Nej, paa een af Folkene, som er bortstaalen af samme Skeer. Ak
Herre! Gjør mig intet Ondt. Jeg er saa bange, at I skaber mig om
til en Varulv. (Græder)
L: Du maa vist selv have staalet dem, efterdi du est saa bange.
A: (Grædende) Nej, jeg har aldrig staalet saa meget som et
Knappenaalehoved min Lives Tid.
L: Har du ikke staalet, min Søn, saa skal dig intet Ondt vederfares.
Hils din Frue, og lad hende bede Folkene komme hid, saa skal jeg
lægge een af dem ud.
(Arv gaaer bort, seer sig om paa Vejen).
03/03 Scen. 3
Leander. En Pige.
Leander: Hvor kand dog ikke Overtroe regjere blandt Menneskene! Jeg
havde aldrig kunnet drømme om at Folk skulde kaarse sig for mig.
Men der kommer en anden. Hvad er jer Begjæring, lille Pige?
Pigen: Ak gunstige Herre! Jeg er kommen til Skade for en ung Karl,
som jeg er falden for. Kunde det ikke være mueligt, at jeg blev
Jomfrue igjen?
L: Jo, jeg kunde nok hjælpe jer derudi, mit Barn! Men hvad nytter
det? I mister den dog strax igjen.
P: Jo, det kunde saa vidt hjælpe mig til at blive des snarere gift.
L: Jeg vil nok give jer et godt Raad, som I skal bruge en Gang om
Ugen; men det nytter jer ikke her i Byen, thi skal I bruge det med
Nytte, saa maa I rejse til en anden fremmed Stad, hvor, naar I har
brugt samme Raad nogle Dage, blir I ligesaa god Mø, som I var
tilforn.
P: Hvad skal det koste?
L: To Rigsdaler.
(Hun flyer ham Pengene, og faaer en liden Flaske. Hun gaaer).
03/04 Scen. 4
Leander. Jeppe (En Mand).
Jeppe: Er han ikke den vise Mand, som boer her?
Leander: Jo. Er der noget til Tjeneste?
J: Min Herre! Jeg har en forbandet Kone, som trækker mig hver Dag
efter Haaret. Vil I for Penge og gode Ord ikke gjøre hende god
igjen?
L: I skal skjære en Green af et Træ, en Tomme tyk, hvilken I skal
tørre ved en sagte Ild; naar den saa er vel tørret, skal I besmøre
den med Gaasefit, og dermed give jer Kone tolv dygtige Slag om
Morgenen. Vil det ikke hjælpe den første Dag, da skal I besmøre
den med Grisefit, som er bleven noget harsk, og forsøge det to
Morgener. Vil det ikke hjælpe, som jeg dog haaber, saa skal I
besmøre den med Mandelolje, og continuere dermed i fire Dage, og
saa faaer I den frommeste Kone, nogen vil forlange.
J: Hvad skal det Raad koste?
L: To Rigsdaler. Men see vel til, at Grenen blir tørret ved en sagte
Ild; thi ellers har den ingen Kraft.
(Manden gaaer).
03/05 Scen. 5
Leander. Jan (En Dreng).
Leander: Hej hej, der har vi en frisk; det gaaer jo ligesom en Strøm.
Hvad fattes jer min Søn?
Jan: Ak, Herre! Jeg er en stakkels Skoemagersvend, og maa slæbe som
et Beest for min Føde. Min ældre Broder derimod blev holdt til
Bogen, og er bleven Doctor i Doctorkunsten, saa at han er ligesaa
anseelig blandt Folk, som jeg er foragtet, og kand fortjene mere
paa een Feber end jeg paa ti Par Støvler at gjøre. Nu har jeg
derfor en ydmygst Bøn til min Herre, at saasom han har givet sig
Fanden i Vold, og derudover er bleven begavet med den sorte Konst,
at han vil være mig behjælpelig med en Ting.
L: Man kand lære den sorte Konst uden at give sig Fanden i Vold: Tolv
Personer slaaer sig sammen, og rejser til den sorte Skole udi
Wittenberg; elleve Personer gaaer fri, men den tolvte falder ved
Lodtrækning alleene til Fanden.
J: Saa gik da min Herre fri?
L: Ja ellers kunde jeg ikke staae her. Men hvad er jer Begjæring.
J: Jeg vilde gjerne være Doctor ligesom min Broder.
L: Det koster fire Rigsdaler.
J: Der er fire Rigsdaler.
L: Hør, min Søn! I skal kjøbe 10 Alen sort Klæde hos den Kræmmer,
som boer her ligeover; thi han alleene har af det Klæde, som blir
gjort i det sorte Manufactur udi Wittenberg. Af dette Klæde skal
I lade gjøre jer en lang Kjole. Naar I det har gjort, skal i leje
jer smukke Værelser, og lade skrive med store Bogstaver over Døren
-- hvad er jer Navn?
J: Jeg heder Jan.
L: Ja saa skal I skrive: "Her boer den vidtberømte Doctor Jansenius,
som curerer alle Slags Sygdomme."
J: Men hvad skal jeg da bruge til at helbrede de Syge med?
L: Det er lige meget. I kand tage hvad som er ved Haanden; naar I
kun har den lange Kjole paa, saa er alting kraftigt, hvad I kommer
i en Flaske.
J: Men skulde det kunne gjøre det?
L: Hør Cammerad! Jeg taaler ingen Disputser; gjør I kun, som jeg
siger. Der er hundrede Docteurs, som aldrig er kommen dertil ved
andet Middel. Gaaer det ikke an, saa skal jeg betale
Omkostningerne og levere Pengene tilbage.
(Drengen gaaer bort)
03/06 Scen. 6
Leander. En Frue med fem Husfolk.
Fruen: Tjenerinde, Herr Doctor! Jeg tager mig den Frihed at raadføre
mig med ham udi tvende Sager. For tre Dage siden blev mig
frastaalen en Sølvkande, og idag igjen tolv Sølvskeer, og jeg er
visse paa, at begge ere Hustyve. Vil Herr Doctor lægge dem ud,
saa skal jeg redelig betale ham for Umagen.
Leander: Om Forladelse, jeg maa speculere lidt med mig selv. (Sagte)
Hvorledes skal jeg rede mig herfra? Dog jeg kand sige, at imorgen
skal Tyvene selv levere Sagerne tilbage. (Højt) Hør, min kjære
Frue! Imorgen Aften skal begge Tyvene frivillig levere de staalne
Koster tilbage.
F: Ak nej, Herr Doctor! Jeg veed, at han kand sige mig det strax.
L: (Sagte) Det var en forbandet Fristelse. Dog skal jeg endelig
hitte paa noget. (Højt) Ja Frue! Jeg vil see, hvad jeg kand
gjøre. Sætter jer alle i Orden, Folk! (gaaer og spadserer frem
og tilbage) Er i alle i Orden? (De svarer ja) Falder alle paa Knæ
(De svarer ja) Hver holder den højre Haand i Vejret. -- Holder den
venstre Haand op. Holder begge op. -- Holder begge Hænder i
Kaars. (Medens han commanderer vender han sig fra dem). Holder I
nu alle Hænderne i Kaars? (De svarer ja) Du som stjal Kanden,
ogsaa?
Tyven: Ja
L: See der, Frue! Der har I Tyven. Jeg maatte besvære over tre
Aander, før jeg fik ham til at bekjende.
F: Ak din slemme Tyv! Galgen skal ikke være dig for god.
L: Nej, Frue! I maa ikke straffe ham uden med Døren. Hør, Karl!
Jeg beder for dig denne Gang, leveer Kanden tilbage, og gjør
aldrig saadant mere.
T: (Kysser ham paa haanden) Tusind Tak for hans Forbøn, Herr Doctor!
Jeg har skjult Kanden i et Hull paa Høeloftet med Skeerne.
L: (Sagte til Fruen) Pardoneer ham for min Skyld. Min Gejst siger
mig, at Kanden er i Behold og skjulet i et Hull paa Høeloftet
tillige med Skeerne.
F: Ak Herr Doctor! Han er den største Mand i Verden i den sorte
Konst.
L: Hun skal ikke kunne troe, gode Frue, hvilket Arbejde det er at
vise igjen. Jeg vil heller sexten Gange skabe mit til Varulv end
eengang vise igjen.
F: Kand Monsieur ogsaa gjøre Storm og Uvejr.
L: Ej, det er kun Bagatelle; den ringeste Person af vor Profession
kand gjøre det.
F: Min Mand, Herr Doctor, er en meget curieur og velstuderet Mand,
men fuld af Vantroe, og beloe mig, da jeg vilde raadføre mig med
Doctoren, thi han holder for, at der er ingen Troldom til. Nu
skal jeg strax skikke ham hid, at Doctoren kand overbevise ham det
selv. Adieu, Min Herre!
L: Skyldige Tjener!
03/07 Scen. 7
Leander.
Leander: Hillemænd, jeg er om en Hals. Jeg vil ufejlbar røbes, hvis
en Mand, der har studeret, og derforuden er en Hader af Overtroe,
examinerer mig. Det er ikke saa let at sætte Voxnæse paa saadan
en Karl som paa eenfoldige Qvindfolk. Det er derfor bedst, jeg
holder op, mens Legen er bedst, at det ikke skal gaae mig, som det
gik Bonden i Comoedien, det blev Doctor mod sin Villie. Nu vil
jeg føje mig Hjem igjen, og naar Arrestanterne komme, betale den
halve Deel af de 50 Rigsdaler, saa mener jeg nok, at de ikke
trækker mig i Fængsel for den anden Deel. Naar jeg eftertænker
alle disse Eventyr, saa ere de saa underlige, at de kand give
Anledning til den bedste Comoedie. Jeg kand bilde mig ind, at der
maa boe en i vor Gade, som gir sig ud for Hexemester, og de Piger,
som først kom til mig, har taget mit Hus for hans. Men det er
bedst, at jeg pakker mig bort, førend den lærde Mand kommer. Hej
Herr Vært!
03/08 Scen. 8
Leander. Værten.
Værten: Er det noget til Monsieurs Tjeneste?
Leander: Jeg kand ikke blive her i Nat over, som jeg tænkte; jeg vil
vide min Regning.
V: Regningen er ikke ret stor; Monsiuer har kun fortæret 2 Mark.
L: See der er de 2 Mark. Adieu! (Gaaer)
V: Serviteur! (Værten gaaer ud).
03/09 Scen. 9
Leonard (Fruens Mand).
Leonard: Det er min Troe, sælsomt. Jeg har altid holdet saadant for
Fabel tilforn; men nu mærker jeg, at der er saadant til. Jeg kand
sværge paa, at jeg aldrig har været mere begjærlig at tale med
nogen end med denne Hexemester. Men der er Huset, som man
fortalte mig, at han beboer. Jeg seer en Vinkande til Skilt og en
Harlequin afmalet udi Gangen. Jeg maa banke paa.
03/10 Scen. 10
Værten. Leonard. Pejter. Christoffer.
Leonard: Serviteur, Monsiuer! Er han Manden her af Huset?
Værten: Ja til Tjeneste, min Herre!
L: Jeg takker paa min Frues Vegne.
V: Hans skyldigste Tjener, min Herre! (Sagte) Men hvad er det for
Snak? Har jeg havt at bestille med hans Frue?
L: Jeg havde, min Troe, aldrig kunnet bilde mig ind, at der var
saadant til i Verden.
V: (Sagte) Jeg mærker nok, at den gode Herre er beskjænket, hvorfor
jeg maa tale varlig med ham.
L: Jeg havde aldrig kunnet troe, at der var saadant Tøjerie til i
Verden.
V: Ja det maa Herren vel sige, Verden er underlig.
L: Naar min Frue og andre har fortalt mig saadant, har jeg kun holdet
der for Kjællingesladder.
V: Nej nej, intet er vissere end det.
L: Ja, nu har jeg Troen udi Hænderne.
V: Har da Herren ikke villet troe det tilforn?
L: Aldrig.
V: Der er dog ingen, som tvivler derom. (Sagte) Hvilken forbandet
Snak er denne! Han har aldrig ville troe, at Verden er underlig.
Men jeg kand troe, den stakkels Mand et beskjænket; derfor synes
ham, at det gaaer saa vel til i Verden. Jeg maa holde gode Miner
med ham, saa tør han maaskee fortære en Pot Vin i mit Hus (Højt)
Herren maa da ingen Fortræd havt tilforn i Verden.
L: Ej, den fortræd regner jeg ikke. Jeg havde, min Troe, aldrig talt
derom, hvis min Kone ikke havde været. En Lumpen Sølvkande mere
eller mindre vil ikke meget sige, Herr Doctor!
V: (Sagte) Gaae Fanden i Vold! Blir jeg nu til Doctor? (Højt) Jeg er
hverken Doctor eller Magister, Herre, men en god ærlig Borgermand.
L: Jeg kalder den for Doctor, som forstaaer sin Profession
fuldkommelig, endskjønt han ikke er promoveret Doctor.
V: Jeg takker for de gode Tanker, han har om mig. (Sagte) Her vil
blive til paa den Maade en forbandet Hob Doctere her i Byen. Jeg
kommer herefter til at kalde min Skoemager Doctor, fordi han gjør
de bedste Skoe.
L: Een, der udi sit Videnskab har bragt det saa vidt, at han kand
hjælpe Folk og gjøre dem Tjeneste som Monsiuer, kalder jeg Doctor.
V: (Sagte) Han har Ret; thi jeg har cureret mange med min gamle Vin.
(Højt) Men, min Herre jeg hjælper ingen udi min Profession uden
for Penge.
L: Det var uforskammet at ville begjære saadant for intet.
V: (Sagte) Nu mærker jeg, at jeg har taget fejl, og at Manden er en
fornuftig ædrue Herre. (Højt) Naar man betaler mig er jeg alle
til Tjeneste.
L: Det er sandt, at lærde Folk fordømmer slige Professioner.
V: Dog ikke alle, min Herre, thi der ere to Magistere, som hver
Eftermiddag søger mit Hus.
L: Er det Mueligt? Hvor vidt er de kommen i Professionen.
V: De gir, min Troe, ingen efter af mine Gjæster.
L: Monsieur, kalder dem Gjæster; han vil sige Discipler. Dog det
kommer ud paa et.
V: Jeg kalder dem ikke Discipler, Herre, thi jeg har ikke informeret
dem. Det skal ingen sige mig paa.
L: Jeg troer ikke, at Monsiuer bilder sig ind, at jeg er en Spion, og
at jeg er hidkommen for at røbe ham.
V: Derfor er jeg ikke bange; thi jeg har Frihed af Øvrigheden at
bruge min Profession.
L: Det er mere, end jeg kunde have troet.
V: Mener da Herren, at jeg er en Fusker?
L: Nej nej, jeg har seet alt for store Prøver derpaa. Men lad os
skride nærmere til Sagen. Jeg er kommen hid for at see videre
Prøver paa hans Profession.
V: Jeg takker skyldigst; men det er ikke nok at see Prøver, Herren
maa og smage dem.
L: Hvad vil det sige? Smage dem?
V: (Sagte) See nu taler Brændevinen igjen. (Højt) Min Herre, jeg har
Sager, som I udaf Synen skulde ikke tænke var værd at smage; men
saa snart I faaer dem paa Tungen, finder I dem excellente.
L: (Sagte) Det er noget forblommet. Men de Folk taler ikkun med
Lignelser "in philosophia occulta" (Højt) Men Monsieur! Hvem
holder han meest af udi den Profession, enten Albertus Magnus
eller Cyprianus?
[Fodnote: Begge disse Navne har god Klang i Magiens Historie.
Albertus var en af Middelalderens største lærde (Doctor Universalis)
og blev derfor anseet for en Troldmand. Han døde i Køln 1280.
Cyprianus var Biskop i Antiochia i det tredje Aarh. Flere magiske
Skrifter gik i lange Tider under hans Navn ("Svartebøger")]
V: Cyprianus? Jeg kjender ingen af vor Profession her i Byen, der
heder Cyprianus.
L: Kender han ikke Cyprianus?
V: Nej, Herren mener maaskee Julius?
L: Den mand kjender jeg ikke.
V: Det er dog et Under, han har dog de bedste Viner her i Staden.
L: (Sagte) See nu taler han forblommet igjen. (Højt) Monsieur er saa
god at bruge de almindelige Talemaader; thi jeg forstaar ellers
ikke hans Mening. Men har han ikke læset Albertum Magnum. Det er
dog en berømt "autor in magia naturali".
V: (Sagte) Hør nu taler Brændevinen igjen. (Højt) Min Herre! Jeg
har nok i min Ungdom læset noget om Alexander Magnus; men han var
Kejser, og jeg er kun Vinhandler. Det er to ulige Professioner.
L: (Sagte) Nu taler han forblommet igjen. (Højt) I er Vinhandler, ha
ha ha!
V: Ja ret Vinhandler. Det er en Profession, som jeg aldeles ikke
skjæmmer mig ved.
L: (klapper ham paa kinden) Ej, min Herre! Lad os føre reen Tale.
Jeg veed nok, hvo han er.
V: (Sagte) Gid du faaer en Ulykke, du maatte spilde sin Bærme, hvor
du drikker dit Øll. (Højt) Hvem holder Herren mig da for at være?
L: I er jo "Doctor magiæ naturalis"
V: Hvad vil det sige?
L: I er Doctor udi Hexekonsten.
V: Det skal ingen brav Mand sige mig paa.
L: Boer I ikke udi dette Hus.
V: Jo, det er mit Hus.
L: (Klapper ham igjen paa Kinden) Ej, lad os da tale Alvor. Jeg
skal, min Troe, ikke røbe ham.
V: Monsieur! Jeg tænkte tilforn, at I var drukken; men nu mærker
jeg, at I er gall. (Gaaer bort)
L: (Holder ham tilbage, og careseer ham igjen) Jeg skal min Troe,
ikke røbe ham.
V: Hvori vil I røbe mig?
L: At I forstaaer og practiserer den sorte Konst.
V: Det skal en Skjelm sige mig paa.
L: Nej, det gaaer for vidt. (Tager ham i Haaret.)
V: Hej Pejter, Christoffer! Kommer ud.
(Pejter og Christoffer med forklæder for sig kommer ud, og hjælper
Værten)
03/11 Scen. 11
To af Byens Vagt. Leonard. Værten. Pejter. Christoffer.
Første Vagt: Hvad er paa færde?
Leonard: Trækker mig disse Karle i Arrest. Det er Hexemestere.
Anden Vagt: Ha ha, det er just de Folk, vi krydser efter idag.
Værten: Troe ham ikke, I gode Venner! Det er en gal Mand.
FV: Gid vi havde Byen fuld af slige galne Mænd. Vi kjender nok Herr
Leonard. Fort fort, I Trolddjævle! Jeg troer, den hele Bye er
befængt med det pak.
V: Hej Gevalt!
AV: Vil du tie, din Hund! Jeg støder dig ellers Partisanen i Livet.
Men hvor fik Herren dem opspurgt? Vi gaaer ellers og leder efter
Mesteren over Comoedierne, som har givet sig Fanden i Vold med den
hele Bande.
L: Han har nylig øvet Konsten for min Frue, hvilket alle min Husfolk
kand vidne.
V: Gid den faaer en Ulykke, der nogen Tid har seet hans Frue. I seer
jo, det er en gal Mand.
FV: Herr Leonard er en fornuftig ærlig Mand; eet Ord af hans Mund er
saa godt som hundrede af jeres.
L: Jeg vil skaffe min Frue og alle mine Husfolk til Vidne.
FV: Det gjøres ikke fornøden, min Herre. Deres Aasjun gør nok
tilkjende, at de ere Hexemestere. Fort fort, I Djævle! (De
skrige alle tre)
L: Havde du aabenbaret dig med det Gode og ikke givet mig haarde
Skjeldsord, skulde jeg ikke have røbet dig.
V: Ak ak, din slemme Forræder.
FV: Fort fort, I Hunde! Vi finder nok de andre siden. (Trækker dem
ud.)
04/ Actus IV.
04/01 Scen. 1
---------
Actus IV.
---------
Scen.1.
Apelone. Terentia (Comoediantens fæstemøe).
Terentia: Ak, det er alt for sandt, Apelone! Jeg var hen ved min
Kjærestes Dør for at høre om Tilstanden; men fandt Huset tomt, og
Porten tilsluttet. Ak gid han havde taget Flugten, og ikke var
kommen i Arrest; thi hvis han er greben, og kommer under Bøddelens
Hænder, da skjøtter jeg ikke om at leve længere.
Apelone: Ej Snak, Jomfrue! Endskjønt I agter at gifte jer med en
Acteur, og i Fremtiden blive selv Actrice, saa maa I ikke spille
Tragoedie for Tiden.
T: Hvordan kand jeg see en, som jeg saa meget har elsket, lide en
skjændig Død, og tillige med leve?
A: Det er sandt nok, Jomfrue! Jeg vil ikke raade jer til at leve;
men see til i det ringeste, at I kand dø, som Heltinder døer i
Tragoedier, efter Reglerne af Theatro. I maa læse først nogle
Tragoedier igjennem og vælge jer en Heltinde ud at dø efter, som
omkommer sig mest zirligen og efter Reglerne. Saa er det intet at
sige derpaa, tvertimod I obligerer Folk derved, saasom man har
stor Mangel paa Materie til Tragoedier.
T: Ak Apelone! Spot mig ikke. Vidste du, hvor meget jeg elskede den
Person, saa talede du ikke saaledes.
A: Jeg tilstaaer, at I har kunnet havt Aarsag at elske ham; men nu,
eftersom I hører, at han har givet sig Fanden i Vold, og slaaet
sig til den sorte Konst, bør jer Kjærlighed, om I ellers har
mindste Eftertanke, forvandles til Had. Tilmed, om I havde spurgt
mig til Raads, førend I forlovede jer med ham, havde jeg aldrig
givet mit Samtykke dertil; thi der er en Hazard ved at forlove sig
med en Acteur, som er vant til hver Aften at gjøre ny Elskov og
gifte sig saa tidt, som en Autor behager at gjøre mange Comoedier
til.
T: (Grædende) Ak Apelone! Jeg kand ikke forlade ham, enskjønt jeg
vilde.
A: Hvi saa? Har der været noget andet mellem jer end Ord og Løfter?
T: Ak ja, det er Ulykken; thi jeg er ikke ganske fri, her mellem os
at sige.
A: Det er galt nok; men derfor tog jeg ikke Livet af mig. Jeg faldt
selv engang for en Person, som jeg end ikke var forlovet med; men
jeg er lig god Jomfrue for det. En Kjøbstedjomfrue kand aldrig
miste sin Ære; naar hun blir besvangred, falder en Bondekone i
Barselseng, og føder Barnet. Kunde I ellers føde et Drengebarn,
Jomfrue, saa var I lykkelig; thi naar en Hexemester gjør en Søn,
blir det en Dragedukke, som i Fremtiden drager Penge til sin Moer.
[Fodnote: Efter Folketroen en liden Dukke af Been eller Alunrod, som
drager (deraf Navnet) Penge til sin Ejermand.]
T: Ak ak, Spot og Skade følges ad. Jeg vil ikke tale med den
Spottefugl mere. (Gaaer bort).
04/02 Scen. 2
Apelone. Lucretia.
Apelone: Det gjør mig dog ondt, at dette er hændet; thi eftersom alle
Acteurene er mistænkt for den sorte Konst, vil disse Comoedier,
som vi baade havde Tidsfordriv og Lærdom af, ganske ophøre. Men
see der kommer den pene Madam Lucretia; hun skal glæde sig
derover, thi hun har altid været en Hader af vore Comoedier.
Lucretia: Apelone! Nu har jeg faaet Hevn over Comoedierne. Jeg
spaaede nok, at disse Acteurs ikke vilde komme vel af Dage; thi de
har vældet sig paa Folk af alle Stænder. Nu har de skumlet over
Doctere, nu over Advokater, Øvrighed, Apothekere, Borgere og
Adelsmænd, ja de har ikke engang sparet Paver, Cardinaler, Bisper,
Barberere, Kandestøbere og Dansemestere.
A: Just derfor holdt jeg af Dem; thi Comoedien er et Spejl, hvorudi
Mennesker kand spejle sig, og rette deres Fejl derefter.
L: Det meste, som behagede mig udi Comoedier, var din sidste Act, og
udi den sidste Act, den sidste Scene, thi da lakkede det mod
Enden. Min Mand var der forgangen Uge, og spyttede deraf, da han
gik bort.
A: Jeg veed det nok; thi den Comoedie var om en taalmodig Mand.
Hendes Kjæreste kunde have stor Raison denne Gang.
L: I Spottefugl! Hvem holder I mig for?
A: For en meget artig Kone.
L: Hvad vil da Slige Choser sige? Det var ikke alleene den Comoedie,
min Mand spyttede af, men endogsaa den foregaaende.
A: Deri kunde han ogsaa have fin Raison; thi der blev præsenteret en
Jæger med sine Hunde, hvilket er et uangenemt Syn for visse Mænd,
som kand frygte, at det kand gaae dem som Actæon, hvilken Hundene
tog for en Hjort, og bed ham ihjel.
L: Hvad var det for en Mand, Actæon?
A: Det var et godt stakkels Mand, som man siger; men --
L: Hvad vil I sige med jer men?
A: Men han havde ogsaa en meget artig Kone.
L: I maa tale tydelig for mig; thi jeg forstaaer ikke saadan
forblommet Snak.
A: Jeg taler, min Troe, saa tydelig, saa enhver kand tage og føle
derpaa.
L: Adieu, Mademoiselle! Jeg gad ikke være her længere.
A: Ligesom dem behager. Jeg er vis paa, at vi bliver plaget med
flere slige urimelige Folk, der vil glæde sig over den Hændelse,
saasom de haaber, at Comoedien, som har heglet deres Fejl
igjennem, ved denne Lejlighed vill gaae under. Men see, der
kommer en hoppende; det er, min Troe, Hans Frandsen.
04/03 Scen. 3
Apelone. Jean
Jean: "Vertichoux, quel accident! On dit, que la bande va estre
pendue", ha ha ha!
Apelone: Hvorfor er han saa glad, Monsieur?
J: "He bien, Mademoiselle! Je vous gratule." Jeg hører, at I skal
alle hænges.
A: Om een i vor Bande har gjort en Misgjerning, det rører os andre
ikke.
J: "Que diantre! N'avez vous pas --"
A: Ej, tal dog jer Modersmaal, om det er mueligt.
J: "Je vous dis", Mademoiselle, at I har merdi alle fortjent at
rettes for de Pasqviller, I har gjort mod "honette gens".
A: Men hvad gaaer det Monsieur an? Jeg troer vel ikke, han er saa
gal at regne sig iblandt "honettes gens".
J: "Je me mocque de vous, Madame Grivoise"! I er en Hjemfødning, og
jeg har ført mig op som en Cavallier udenlands "pour faire honeur
a la nation".
A: "Pour faire honeur a la nation"?
J: "Ovis Madame! Pour faire honeur a la nation. Le Roi de France,
Monseigneur & Madame" saae mig aldrig, at de jo strax sagde:
"Laisse passer & repasser ce cavallier la", thi han bringer os
Penge i Landet. Jeg veed nok, hvad mine Klæder kostede mig, som
jeg lod alleene gjøre mig til Geburtsdagene, alleene "pour faire
honeur a la nation. Ovis pas di si fait, Madame!" Jeg passerede
til Versailles, Fontainebleau og Marli ikke alleene for en
"honette Home," men endogsaa for en "honnette Cavallier".
A: Saa mærker jeg da efter denne Beskrivelse, at en Hest med en
guldbroderet Skabrak kand ogsaa kaldes "honnette Home",
besynderlig naar "le Roi de France, Monseigneur & Madame" siger:
"Laisse passer og repasser ce cheval".
J: "Vertichoux, quelle comparaison"! Ak "la pauvre bete! Je vous
dis Mademoiselle", at I alle har fortjent at rettes, og at I blir
ogsaa rettet, om I aldrig havde forfaldet til Troldom, alleene
formedelst de Pasqviller, I har gjort mod "honettes gens".
A: "Je vous dis" ogsaa, Monsieur, at I "mardi" burde hænges, alleene
efterdi I ikke har kunnet bedre jer at de mange Caracters, I har
seet forestillet paa Comoedien.
J: I det ringeste blir I dømt til "Pillori."
A: Hvad vil det Ord sige, "Pillori"?
J: "Vertichoux, est il possibile?" Hun veed ikke hvad "Pillori" er.
"Ak la pauvre bete, ha ha ha!" (Gaaer ud).
[Fodnoter vedr. fransken:
"Vertichoux, quel accident &c": Død og Pine, hvilken Hændelse! Man
fortæller, at hele Banden skal hænges.
"Je me mocque de vous &c": Jeg giver hende en god Dag, Frøken
Kisselinke!
"Pour faire honeur &c": For at hædre Nationen.
"honnete Homme": Standsperson.
"Laisse passer og repasser ce cheval": Lad denne Hest uhindret komme
og gaae.
le Pillori: Gabestokken
]
04/04 Scen. 4
Apelone. Herman von Bremen.
Herman: Alt dette, som nu skeer, har jeg sagt Borgmester og Raad
tilforn; men man vil ikke troe saadanne vittige Folk som jeg.
Apelone: Det er, min Troe, den politiske Kandstøber; han vil ogsaa
glæde sig over denne Hændelse.
H: Fanden er en stor Politicus, det maa jeg forstaae, som har
studeret mine Politica.
A: Jeg hører her, at han og Fanden har eet Slags Studium.
H: Hvem er, som taler der? See er det hun Mademoiselle? Det gjør
mig hjertelig ondt at høre den Fortræd, som deres Bande er
vederfaret.
A: Men er det Monsieurs Alvor, at han har ondt af vor Fortræd?
H: Ja, jeg kand forsikkre hende, at jeg græmmer mig derover. Vel er
det sandt, at de Gode Acteurs ved deres Satires har besværget
mange Folk; men jeg for min Person har trakteret det "en
Bagatelle". En retskaffen Politicus seer og hører kun alt saadant
med Foragt. Aristoteles siger: "Ein weiser Mann siehet det Thoren
Schimpf an mit Veract."
A: Men Monsieur! Han som en god Politicus burde forsvare alt, hvad
som sigter til at polere et Folk.
H: Hvad sigter til at polere Folk?
A: Det gjør Comoedien, hvorudi Menneskets Fejl forestilles.
H: Ej, Mademoiselle! Hun taler mod den sande Politie. Langt fra at
Comoedier fører nogen Nytte med sig, de langt heller foraarsager
en Republiques Undergang.
A: Det skulde han have stor Møje for at bevise.
H: Jeg mener nej. Hør, jeg vil tjene hende, Mademoiselle! Et Riges
og Republiques Styrke bestaaer udi Undersaatternes Eenighed, og
ødelægges ved Splid. Der har været fire store Monarchier i
Verden, som alle ere ruinerede ved Splid. Hvad ruinerede det
Asyriske Monarchie? Splid, Madame! Hvad ødelagde det Græske?
Splid, Madame! Hvad ruinerede endelig det Romerske? Ikke, min
Sjæl, andet end Splid. Alexander Magnus gjorde et falskt
Statsgreb, og forsaae sig derudi, at --
A: Ej, Monsieur! Dette er noget vidtløftigt hentet; hvad kommer
Alexander Magnus ved vore Comoedier?
H: Det er kun for at bevise, at Splid og Ueenighed ødelægger en Stat.
A: Men hvad Ueenighed foraarsager Comoedierne?
H: Comoedierne giver een Stand Anledning til at raillere med en
anden.
A: Ved det samme lærer de at kjende sine egne og andres Fejl, hvilket
ikke andet end være meget nyttigt.
H: Paa den Maade skulde det ogsaa være nyttigt at slaaes hver Dag, at
man deraf kunde kjende sin egen Styrke og andres. Nej nej,
Madame! Lar os tale fornuftig uden Passion med hinanden, og hør
hvad Comoedier foraarsager. En brav ung karl gaaer net klædt
forbi; strax peger man fingerene ad ham, og siger: See hvilken
"Jean de France"! Mener hun, at han ikke søger at hevne sig
derover? En anden fornuftig Mand søger at undervise godt Folk med
lærde Discourser, og ikke vil grave sit Pund ned udi Jorden; den
heder "Mester Gert Westfaler". En udi verdslig Videnskab øvet
Mand vil give Øvrigheden et godt raad; strax heder han "Den
politiske Kandstøber". Saa det er Frugten af jere Skuespill,
Madame, nemlig at en Borger driver Spot med en anden. Af Skjemt
og Raillerie flyder Fortrydelse, af Fortrydelse flyde Had, af Had
Splid og af Splid en Stats Undergang, ergo derfor bør ikke slige
Skuespill tolereres.
A: Raillerie, Monsieur, træffer ikke uden Daarer, hvilke ved
Forestilling af deres Characters lære at kjende sig selv; naar de
lære at kjende sig selv, beslutter de sig paa at ændre deres
Levnet; naar de ændre deres Fejl, blive de til gode Mennesker, og
naar de ere bleven gode Mennesker, blive de gode Borgere, ergo
derfor bør Comoedier Tolereres.
H: Mit principium staaer fast, at raillerie foraarsager Splid, og at
Splid løser en Stats og et Riges Bygning.
A: End om jeg beviser Monsieur, at Comoedier ophæver Splid, og
befordrer Eenighed?
H: Det havde jeg Lyst at høre.
A: Er det ikke vist, Monsieur, at om Aftenen alle Folk er splidt ad,
somme sidder paa Kroer, andre udi Fruerstuer; men Comoedien
trækker dem sammen, og forener dem paa et Sted, ergo ophæver den
Splid, befordrer Eenighed, og efter min Principium styrker en
Stat.
H: "Raillerie a part", lar os tale alvorligt, Madame! (Han tar hende
til Side) Apropeus, Madame, efterdi hun taler om Samlinger, saa er
det noget, som jeg længe har tænkt paa, men ikke har villet lade
mig mærke med: Mon det er tjenligt for et Rige, at slige Samlinger
skeer? Kand de ikke give Anledning til Sammenrottelser? Jeg har
læset om en Persisk Konge, at han af den Aarsag forbød alle
Samlinger. Den samme Konge hedte, om jeg ret mindes, "Pul Asser".
Han havde kun eet Been, som man kand see af Anders Christensens
Politiske og lærde Rejsebeskrivelse; men han havde en dobbelt
Hjerne.
[Fodnote vedr. Anders Christensen: Sml. Gert Westfaler, Act I,
Scen.3: "Anders Christensøn har jo været tre a fire Gange i Bordeus og
Røven, ja Fanden i Vold hen i Trapesund eller Catesund --" Den
vidtberejste Anders Christensen var en Skibsbarbeer fra Christania,
som i Aarene 1674-1700 havde gjæstet Orienten og givet eventyrlige
Beretninger om sin Rejse. Holberg har benyttet adskillige af hans
fanntastiske Opdigtelser til sin Niels Klim. ]
A: "Pul Asser" havde Ret, Monsieur, men han vilde alleene hindre
saadanne Samlinger, som I og andre politiske Haandværksfolk holde
paa Øllhuse for at raisonere om Staten og igjennemhegle
Øvrigheden. Slige Samlinger ere ligesaa skadelige som de andre
nyttige.
H: Adieu, Madame.
A: Adieu, min Herr Politicus.
H: Spot ikke, Madame! See hun vel til, at I kand udrede eder af
denne Hexesag. (Gaaer).
A: Det kommer mig ikke ved; lad den Skyldige svare for sig selv. Men
der seer jeg von Qvoten komme. Hillemænd, hvor glad seer han ud!
Nu mener han, at hans Comoedier og Marionetter vil komme paa Fod
igjen.
[Fodnote: Den her omtalte Don Qvoten optraadte først i Kjøbenhavn 1715
og fik Privlegium som "Oculist, Steen og Broskschneider samt
Tandtrækker og Comoediant". Han var Entrepreneuren for de "Tydske
Comoedier" som concurrerede med den Danske Skueplads, og som af
Holberg parodiseres i "Ulysses von Ithacia". Det er altsaa en
samtidig og velkjendt Medborger, Holberg med aristofanisk Frihed fører
op paa Scenen.]
04/05 Scen. 5
Apelone. Don Qvoten.
Apelone: Serviteur, min Herr von Qvoten! Han seer saa glad og
fornøjet ud.
Von Qvoten: Ich habe Ursache mich über ihren Fall zu erfreuen; thi
først kommer jeg i min gamle Næring igjen, og for det andet faaer
jeg Has over dem, som har saa skammeligt railleret med mig og min
Bande.
A: Det første Stykke, I nu spiller blir nok om Doctor Faustus,
eftersom her nu tales saa meget om Hexerie.
Q: Nej Madame! Vi har nok en bedre, som heder Zauberey von Armida.
Det er et toutafait Stykke; thi alting blir agered udi Luften.
A: Hillemænd, alting udi Luften?
Q: Ja Madam! Armide lader sig aldrig see uden paa en gloende Drage,
som spyer Ild. Det har noget andet at sige end jere mavre
Comoedier.
A: Forlad mig det, vi har ogsaa havt gloende Drager udi vore
Comoedier, som for exempel udi det Stykke kaldet Ulysses von
Ithacia.
Q: Jeg veed nok, hvad I mener derved; men nu faaer I Skam for det og
andet Raillerie.
A: Men mener I, at een mands Fald ruinerer den hele Bande?
Q: Efter Rygtet saa er der meer end een Hexemester i jer Bande. Alle
Folk vil glæde sig over jer Fald; thi I har ført brave Folk ind
udi jere Comoedier, hvilket er skarnagtigt.
A: Det skulde I have stor Umage at bevise. Men vi kand vise, at I
fører brave Folk ind udi Comoedier, ja vor Herre selv, som udi den
Comoedie om Adam og Eva, og gjør af hellige Historier liderlige
Skuespill.
Q: Saaledes ere de fleste Skuespill udi Spanien, hvor Nationen er
meget Poleret.
A: Det er ogsaa brugeligt i Spanien, at Parterret falder paa Knæ og
læser, naar en Munk med et Krucifix i Haanden kommer ind paa et
Theater.
Q: Gak i kun hen og fald paa Knæ og bered jer til Døden, om I ogsaa
er skyldig. Eller hvis I er uskyldig, da see til at I kand faae
fat paa en Procurator, der kand forsvare jer Sag, om det ellers er
mueligt, at nogen Procurator vil tage sig jer Sag an, thi I har
lagt jer ud med hele Verden. (Gaaer ud).
04/06 Scen. 6
Apelone.
Apelone: Jeg gad ikke staaer her længere. Men der seer jeg to af vore
Acteurs komme; det tjener ikke, at Folk finder os nu omstunder
meget sammen. Jeg vil slutte mig ind, indtil jeg faaer at høre
udgangen paa dette.
04/07 Scen. 7
De to Comoedianter.
Første Comoediant: Ak Monfrere! Hvis dette er sandt, saa er den en
forskrækkelig Historie.
Anden Comoediant: Ja det er vist nok, at han er greben, og har
tilstaaet det selv.
FC: Men kand det dog være mueligt, at vi ved saadan lang Omgjængelse
ikke skulde have mærket det ringeste af ham?
AC: Ja det maa du vel sige. Han har kunnet mesterlig dølge sin
Ondskab; thi han gik i Kirke ligesom een af de andre, og jeg hørte
aldrig et bespotteligt Ord af hans Mund.
FC: Jeg bilder mig ind, at det hænger anderledes sammen.
AC: Nej Monfrere! Du kandst forlade dig dertil, at det er sandt, og
at han selv har tilstaaet det.
FC: Ja er det sandt, saa vil jeg aldrig bede for ham, men selv hjælpe
til at tænde Baalen, hvori han skal brændes. Men kand et Menneske
ikke lyve sig selv paa?
AC: Hvilken Snak! Hvem vilde lyve sig selv paa, for at dø den
skjændigste Død?
FC: Siig ikke det, Monfrere! Det kand enten skee udi Raserie, eller
et Menneske kand være kjed af sit Liv, og saasom det ikke vil tage
Livet af sig selv, styrte sig paa den Maade udi Ulykken. Man har
jo exempel, at mange melancholske Mennesker har taget Livet af
andre for at miste Livet selv, andre løjet sig de Ting paa, som de
aldrig har bedrevet, alleene for at dø. Thi det, som man kalder
Troldom, er noget Underligt, som jeg aldrig har kunnet hittet Rede
til; man mærker jo, at de Nationer, blandt hvilke man holder
Fanden at have som sit Hovedsæde, ere de allerfattigste. Er det
ikke underligt, af Findlapper, der holdes for at kunne gjøre saa
store Ting ved Fandens Konster, ere færdige at dø af Armod?
Ligesom det var Fanden ikke lettere at bringe Penge til sine
Tilhængere end at gjøre store Mirakler, dreje Vejr og Vind, gjøre
Rejser til den anden Ende af Verden for deres Skyld, saa tidt som
de befaler. Er det ogsaa ikke underligt, at men hører af ingen
Troldom udi de store Stæder Paris og London, hvor Fanden kunde
gjøre mere Bytte een Dag, end udi Lapland udi ti Aar? Man maa
holde for, at Troldom er enten naturlig Videnskab eller Fandens
Konst. Er det naturlig Videnskab, saa burde den have Gjænge
iblandt de lærde Nationer, som have oprettet Collegier for
Naturens Eftergranskning, og ikke hos Folk, som kand hverken læse
eller skrive. Er det Fandens Konst, hvorfor er de Folk da
fattigere end andre? Hvorfor skulde Fanden gaae de store og
ugudelige Stæder forbi og sætte sig ned udi Lapland, hvor der er
kun er en Haand fuld af Folk at forføre? Ikke uden at man vilde
sige, at saasom han er gloend heed, saa vil han helst være i
Findmarken for at kjøle sig, hvilken Objection dog er mere artig
end grundig. Nej, Troldom har sin Oprindelse af Vankundighed, og
regjerer blandt dem, som ikke kand examinere en Ting. Thi man
seer at naar Øvrigheden i en Provins er superstitieur, saa er hele
Land strax fuld af Djævle; er den vantroe, saa hører man intet
mere tale om Troldom.
AC: Jeg tilstaaer alt dette, Monfrere! Men her er baade egen
Bekjendelse og Folkes Vidnesbyrd, som har seet ham mane Fanden til
sig. Du kjender jo Personen saavel som jeg. Han er jo aldeles
ikke af de Folk, der er saa kjed af Livet, at han skulde lyve sig
saadant selv paa.
FC: Ikke uden den Gjeld, han er udi, skulde kunne bringe har dertil.
AC: Ej Snak! Han lægger aldrig en Ting saa nær paa Hjertet, at en
maadelig Pengesorg skulde gjøre ham saa modløs.
FC: Tilmed beviser hans Pengemangel, at han ingen Troldmand er; thi
naar nogen gjør Contract med Fanden, handler den første Artikel
gjerne om Penge.
AC: Men maaskee han er falden til dette alleene af Pengemangel, og at
han blev greben førend det kom til nogen Fuldkommenhed.
FC: Det kand have nogen Rimelighed. Men jeg vil dog ikke fordømme ham
endnu.
04/08 Scen. 8.
En Herold. En hoben Mennesker.
(En kommer ind og slaaer paa Tromme, gaaer tre Gange om Theatrum,
faaer Tilløb nu af en, nu af en anden, og bringes tilveje saa mange
Folk, som man kand overkomme, sær Børn og gamle Kjællinger, som ringe
sig om Trommen naar Efterfølgende blir oplæst)
Herold: Borgmestere og Raad udi Sorø gjøre vitterligt, at saasom
Leander Acteur er overbeviset saavel af tilstrækkelig Vidnesbyrd
som af egen Bekjendelse at have ved den sorte Konst manet Fanden
til sig udi sit Hus, hvor han er greben, og udi Fængsel har
bekjendt, at de fleste af Acteurene udi samme Bande ere lige
skyldige men ham derudi: saa advares alle og enhver, som slige
Acteurs herberge, at de strax seer til, at de blive tilstede og ej
kommer ud af deres Huse til videre; befindes nogen at have dølget
dem for at undgaae Justitien og undflye den tilbørlige Straf, som
de, andre til Skræk og Exempel, bør lide, da skal de som Medvidere
underkastes samme Straf, endskjønt det intet andet kand
overbevises dem.
(Rører Trommen igjen, og gaaer ud, forfulgt af den hele Skare, som
gjør stor Allarm.)
04/09 Scen. 9
De to Comoedianter. To Drenge.
Første Comoediant: Hørte du det, Monfrere?
Anden Comoediant: Ja, jeg hørte det. Jeg kand næppe staae paa mine
Been af Forskrækkelse. Men hvad Ondt har vi gjort ham, at skulde
digte os uskyldige Mennesker saadant paa.
FC: Naar en er kommen i Ulykke, stræber han at bringe andre med
derudi. Hvad skal vi nu gjøre? Løber vi bort, saa gjør vi os
mere mistænkte, og blir vi tilstede, saa underkaster vi os stor
fare.
AC: Jeg holder raadeligt at blive tilstede; thi een Mands Sigtelse kan
ikke fælde os.
FC: Men som ingen har de Tanker, at Personen skulde lyve sine bedste
Venner paa, mon man ikke kand føre os paa Pinebænken, og komme os
til at bekjende det, vi aldrig har tænkt paa? Mon vi ogsaa ikke
staae i Fare for Almuens Raserie, mod hvilken Øvrigheden selv udi
en Stad ikke kand beskytte os?
AC: Du har Ret. Det er da bedst, at vi tage Flugten. Men hvor skal
vi flye hen? Jeg er vis paa, at ingen kommer ud af nogen Port.
To Drenge: (Kommer ind med Viser, og raaber): Nye Viser om alle
Comoedianterne, som er seet udi Varulvelignelse.
(De kjøber Viserne, og kiger lidt i dem)
FC: Ak Himmel! Er det mueligt, at Folk kand lyve med slig
Omstændigheder? Her finder jeg baade mig og dig, Monfrere, i en
lang Samtale, som vi har holdet med Fanden og Tiden paa hvilken vi
har paataget os en Varulvs Skikkelse.
AC: En Løgn vælter sig frem ligesom en Sneebold, der alt blir større
og større.
FC: Vi vil flygte hen til min Svoger; han skjuler os nok, indtil denne
Raserie gaaer over.
04/10 Scen. 10
De to Comoedianter. Tre bevæbnede Mænd.
Første Soldat: To af dem blev sagt at skulle staae her i Gaden.
Anden Soldat: Tænk engang, hvor uforskammet de vare, de stod blandt
andre Folk ved Trommen, da Øvrighedens Ordre blev oplæset. See,
her har vi dem, min Troe.
(De spænder Hanen paa Musketterne, og tvinger dem at give Kaardene fra
Dem)
Første Comoediant: Ak, er det mueligt, at uskyldige Mennesker skal saa
blive medhandlet udi en christelig Republique?
FS: Ja, du est vel undskyldt at tale om Christendom, saasom du har
forsvoret Troen og forskrevet dig til Fanden med dit eget Blod.
FC: Jeg har aldrig tænkt at gjøre saadant, end sige gjort det.
AS: Som skaber dig om til en Varulv for at myrde uskyldige Folk om
Natten paa Gaden.
FC: Vi ved intet deraf.
FS: Som udaf Ondskab opvækker Himmelstorm, fattige søefarende Folk til
Ulykke og Fordærvelse. Det forgik tre Skibe igaar af en Storm,
som ingen uden disse forbandede Troldhunde har foraarsaget.
FC: Ak ak, hvilke uhørlige falske Beskyldninger!
AS: Som har forgjort tre smukke Dannekvinder.
FC: Ak, vær forsikkret, at Himmlen vil hevne vor Uret.
FS: Himmelen! Hvad har I Karle med Himmelen at bestille, som ved
forskrivelse eengang for all har lagt jer derfra?
AS: Det er underligt, at de Folk kand nævne Himmelen; jeg mente, at
det var Troldmæng forbudet.
FS: Nej, Broder! Skam faae de Hunde, de betinger sig saadant udi
Contracten, at de skal baade kunne læse og gaae i Kirke, paa det
at ingen skal mærke deres Troldom.
FC: Men er det nok, at een falskelig beskylder os? Ere ikke vore Ord
saa gode som hans? Vi tilbyder os altid med oprakte Fingre at
beedige vor Uskyldighed.
AS: Enten I svær, eller en Hund gjøer, det kommer paa et ud. Man
tilsteder ikke slige Folk at sværge. Pinebænken skal nok komme
jer til at bekjende.
(De trækker dem ud.)
05/ Actus V
05/01 Scen. 1
--------
Actus V.
--------
Scen.1.
Dommeren. Skriveren. Betjentere. Leander.
Betjent: (Kommer først med et Røgelseskar) Jeg maa ryge, for at
Troldommen skal ingen Magt have.
Dommeren: Børnlille! Jeg har aldrig siddet paa mit Dommersæde med
saadan Forskrækkelse, som jeg sidder idag; thi her handles ikke om
Mord, Tyverie, Vold eller andet deslige, men at udrødde Troldom
udaf Staden, som maaskee har grebet videre om sig, end vi tænker.
Kalder ind Hovedmanden først, at vi kand høre ham alleene. Siden
vil vi examinere de andre, og endelig confrontere dem sammen. Ak
ak ak, vor kjære Sorø!
(Den Anklagede (Leander) kommer ind)
D: Lad ham ikke komme mig faa nær. Hører I vel? Bliv staaende,
Menneske, ved Skriverens Side.
(Skriveren flytter sig op til Dommeren)
D: Bliv kun siddende, Herr Skriver!
Skriveren: (Skjælvende). Jeg vil nok staae her og skrive, Herr
Dommer, thi det er saa mørkt ved den anden Side.
D: Ej, blir I kun siddende; der er jo ligesaa lyst som her.
S: Nej, jeg takker skyldigst; jeg kand, min Troe, ikke see en Bogstav
ved den anden Side.
D: Jeg befaler jer at sidde paa jer gamle sæde.
(Skriveren sætter sig skjælvende ned, seer sig ofte tilbage, og har
adskillige Ophævelser, naar den Beskyldte kommer ham for nær, hvilket
varer den hele Act)
D: Hør, unge Karl, tilstaaer du, at du est skyldig udi den Sag, som
du est arrestered for?
Leander: Ja, jeg gjør, Herr Dommer! Jeg gaaer aldrig fra min Haand.
D: (Sagte) Ha ha, det fik vi det at vide, at han har gjort skriftelig
Contract med Fanden. (Højt) har du skrevet det med dit eget Blod?
L: Det er et sælsomt Spørsmaal, Herr Dommer, om jeg maa tale frit;
saalænge jeg har Blæk at skrive med, bruger jeg ikke Blod.
D: (til den næst staaende, sagte) Kand man og forskrive sig til
Fanden med Blæk.
B: Ja, jeg troer, Herr Dommer, thi man har Exempler derpaa.
D: Vi behøver ingen anden examen, hvad hans Person er angaaende; thi
han tilstaaer det selv.
L: Jeg har aldrig nægtet det, Herr Dommer, men jeg kan ikke begribe,
hvi man handler saaledes med mig, og trækker mig i Arrest for saa
ringe Sag.
D: Ak Himmel! Er det en ringe Sag? Skriv, Herr Skriver, at han
offentlig udi Retten har sagt, at det er en liden Sag.
L: Ja, og jeg erbyder mig strax at deponere her i Retten 25 Rigsdaler
til videre.
D: Skriv, Herr Skriver, at han offentlig tør lade sig mærke med at
ville bestikke Retten.
L: Jeg vil ikke bestikke Retten; men --
D: Hold din Hund, til jeg spør videre. Hvor længe er det, siden du
gjorde den Forskrivelse?
L: Vexelen er sex Maaneder Gammel; men --
D: Sex Maander gammel! (Sagte) Jeg maa lee deraf, at han kalder det
en Vexel, og gjør Fanden til Vexelerer.
S: Fanden, Herr Dommer, aber Menneskene efter udi alting, og begynder
nu ogsaa at handle med Vexler. Jeg kand troe, at han gir
Contracten Navn af Vexel, eftersom Vexelret er den største.
D: (Højt) Det er forskrækkeligt, hvordan saadant har kunnet være
dulgt et halvt Aar.
L: Manden har havt Taalmodighed med mig, og ladet den fornye indtil
nu.
D: Du er jo saa vel oplyst, at du burde tage dig vare for den Mand.
L: Hvi saa? Det er jo en skikkelig Mand.
D: Skriv, Herr Skriver! Han kalder ham en skikkelig Mand. (Sagte)
Det er Fanden, som taler af hans Mund.
L: Han har aldrig gjort mig nogen Fortræd, men havt god Credit for
mig indtil nu.
D: Du stiller dig taabelig an, min Karl, ligesom du ikke vidste, at
han altid gir Folk Credit til en Tid, men siden piner dismere.
Hvor længe er siden du var i Kirke?
L: Det er ikke Otte Dage siden. Men jeg kand ikke begribe, hvad
slige Spørsmaal gjøre til denne lumpene Sag.
D: Er det du selv, som taler, ung Karl, eller er det Fanden? Skriv,
Herr Skriver, at han kalder det en lumpen Sag.
L: (Træder til sife) Jeg troer, Dommeren og alle Mennesker her i Byen
er splitter gall. Jeg maa gjøre mig gall med, saa maaskee det tør
gaae bedre.
D: I hvilken Kirke est du døbt.
(Leander vrænger Munden, og stiller sig gall an)
D: Ak Himmel! See hvilke Convulsioner han fik, da man nævnte det
Ord. Skriv, Herr Skriver --
(Skriveren kryber under Bordet)
D: Hvor blev Skriveren af? Ak Himmel, hvilket Koglerie! Jeg troer
han er forsvandt.
B: Nej, Herr Dommer! Han sidder under Bordet.
(Leander gør Grimasser igjen, hvorpaa han blir trækket ud. Skriveren
kryber frem igjen.)
D: Gid vi havde vel Ende paa denne Sag. Det er forskrækkeligt at
have med de Slags Folk at bestille. Men man maa forrette sit
Embede.
S: Ja vist, Herr Dommer, thi det heder: "Scheu das Recht, und thue
den Teuffel nicht".
D: Ja, I har en Ære at tale med, som kryber under Bordet.
S: Det faldt en Pen ned for mig, Herr Dommer! Jeg gjorde det, min
Troe, ikke af frygt.
D: See vel til, at der falder ikke flere Penne ned; thi her staaer
større Post tilbage endnu.
05/02 Scen. 2
Dommeren. Skriveren. Betjent. De to andre Acteurs.
Dommeren: Jeg formaner eder, at I bekjender frivillig eders Ondskab,
og nøder os ikke til det Middel, som vi ugjerne bruge, nemlig at
udpresse Sandheden ved pinlig Forhør. Eders Collega har udlagt
jer alle og tilstaaet sin Misgjerning, hvorfor han har undgaaet
det, som I trues med, og slet og ret uden foregaaende Pinsel skal
dø for sine Synder. Efterfølger hans Exempel, det er det bedste
Raad, jeg kand give eder, og udlægger de andre som ere i Ledtog
med eder.
Første Comoediant: Vi har aldrig hverken gjort eller tænkt at gjøre de
Ting, som vi tiltales for, haaber ogsaa, at vi ikke bliver
fordømte paa et ondt Menneskes falske og løse Angivelse; thi hvis
saadant kand overbevises os, vil vi aldrig vægre os for at
undergaae den Straf, som Loven dicterer.
D: Det er ikke rimeligt, at et Menneskes Ondskab skulde være saa
stor, at det uden Henseende til ringeste Nytte eller Fordeel
skulde ville styrte sine Venner udi saadan Ulykke. Jeg seer
derfor, at I ere haardnakkede, og vil endelig underkaste jer
pinlig Forhør.
FC: Vi kand og bør ikke lyve os selv paa slige gruelige Misgjerninger,
naar vi ere ganske uskyldige.
D: Herr Skriver! Examinerer I dem, det bedste I kand; thi vi vil
forsøge de lempeligste Middeler, førend vi skride til de haarde.
(Skriveren, som sidder og lugter til et Hovedvandsæg, stille sig an
som han er hæs for sit Bryst, peger paa Brystet, og siger med hæs
Stemme, at han er saa elendig for sit Bryst, at han ikke kand tale.)
D: Den hæshed kom jer hastig paa; det er Skam at være saa frygtagtig.
Bliv kun siddende; jeg skal nok forrette det selv. Hører, I
Syndere! Siger mig, hvo har først forført jer til at øve den
sorte Konst?
FC: Ingen har forført os, og vor sidste Bekjendelse skal være, at vi
aldrig har øvet den.
D: Siger mig da, hvor længe er det siden eders Cammerad slog sig
først dertil?
FC: Det er os ganske uvitterligt; thi havde vi vidst noget derom,
havde vi strax givet det tilkjende.
D: Jeg mærker nok, at de ikke vil bekjende; lad den første komme ind
for at overbevise dem det selv.
05/03 Scen. 3
Dommeren. Skriveren. Betjent. Leander. De to andre Acteurs.
(Skriveren kryber under Bordet igjen)
Dommeren: Vi har atter engang ladet jer indhente her for Retten, ikke
for jer egen Skyld, men for at overbevise jere Camarader, som af
en særdeles Haardnakkenhed intet vil bekjende.
Leander: Det kommer mig aldeles ikke ved, Herr Dommer! Enhver maa
svare for sig. Jeg har nok i min Deel.
D: Har I ikke tilstaaet, at de andre af Banden var ligesaa skyldig
som I?
L: Jo, det har jeg sagt; men det kommer mig ikke ved.
Første Comoediant: Har I sagt, Monsieur Leander, at vi er ogsaa
Skyldige, saa har I sagt som ingen ærlig Karl. Vi ere aldeles
rene og fri derfor.
L: See hvor hellig de kand gjøre sig! Det være langt fra, at jeg er
jer Fiscal. Jeg siger kun, at I ere ligesaa skyldige som jeg;
ikke i nogen ond Henseende, thi I kand være lige gode for det.
D: Ak hvilken Bespotter! Skriv, Herr Skriver -- Men hvor blev
Skriveren af igjen!
Betjent: Jeg troer, at han er under Bordet igjen.
D: Trækker ham frem. Han har forholdet sig saaledes denne Gang, at
han ikke burde sidde i nogen ret mere.
B: Ak Herr Dommer! Han ligger i Besvimelse.
D: See da til, at I faaer ham udbaaret, ellers døer han reen af
Frygt.
(Man bær ham ud.)
Anden Comoediant: Men hvad Ondt har vi gjort jer, Monsieur Leander, at
I skulde digte os saadant paa, for at styrte os i Ulykke?
L: Hvad Ulykke vil jeg styrte jer udi? Jeg har alleene spurgt,
hvorfor jeg skal trækkes mere i et hæsligt Fangehus end andre, som
ere ligesaa meget skyldige som jeg.
AC: Saa har I da ikke givet os an især?
L: Hvad kommer mig ved, Messieurs, at give jer an? Jeg siger kun, at
de fleste i vor Bande er ligesaa meget skyldig som jeg.
AC: Det er Fanden, der kommer jer til at tale saadant.
L: Jeg troer, I ere reent galne Messieurs! Er I intet skyldig, saa
er det disbedre for jer.
FC: Men hvorfor har I da anklaget os?
L: Jeg har ikke anklaget jer; men jeg siger det kun --
D: Lader Pinebænken hidføre.
L: Pinebænken for en lumpen Vexel af 50 Rigsdaler, hvorpaa jeg strax
kand betale den halve Deel, saa at der rester kun 25 Rigsdaler,
som jeg inden tre Dage kand betale.
D: Ak Himmel! Nu raser han.
FC: Herr Dommer kand høre, at han er fra sin Forstand, og derfor kand
man ikke reflectere mere paa det, som han beskylder os for.
L: Og mig synes, at alle de, jeg har talt med paa nogen Tid, er
splitter galne og afsindige.
D: Det er just Galskabs rette Kjendemærke, at man bilder sig ind at
være alleene viis og alle andre Mennesker galne.
FC: Synes Dommeren ikke, at det var bedst, at man lader ham aarelade
først, og siden hører om han vil vedstaae sin Beskyldning?
D: (Til Betjenten) Gak strax hen til Mester Herman, og beed ham komme
hid med sin Lancette.
L: Det gjøres aldeles ikke nødig; thi alle fornuftige Folk maa
tilstaae, at der er større Tegn til Galskab at kaste en ærlig Karl
udi et mørkt Fangehus for 50 Rigsdalers Gjæld, som han lover inden
tre Dage at betale, end at klage sig over saadan Medfart.
D: Hør, nu er han i Vexlen igjen. Det er vist nok et stærkt Raserie.
L: Nej Herr Dommer! Jeg har min fulde Forstand som tilforn.
FC: Jer synes kun saa Monsieur Leander!
L: Gid I faaer en Ulykke med jer Synen. Mon jeg ikke veed det selv
bedst?
FC: Nej, naar Patienten mærker sin Svaghed, er der Forhaabning til
Forbedrelse.
05/04 Scen. 4
Dommeren. Skriveren. Betjent. Leander. De to andre Acteurs.
Mester Herman. Den Fremmede.
Mester Herman: Hvor er den Person, som skal aarelades?
Dommeren: Der staaer han.
Leander: (peger paa den Anden Comoediant) Det er denne Person, Mester!
(Barberen tar fat paa den anden Urette, og vil med Magt aarelade ham.)
Anden Comoediant: (Han løber og skriger) Det er ikke mig.
(Barberen løber efter ham)
D: (sagte til Barberen) Nej, det er den anden Mand, Mester! Det er
en Person, som er beskyldt for Troldom, og her udi Retten først
længe har tilstaaet, at han har forskrevet sig til Fanden; men nu,
naar vi examinerer ham videre, taler han hen i Vejret om en Vexel
paa 50 Rigsdaler. Nu kand det være, at han stiller sig saa an for
at forhale Executionen; men disse tvende, som han har udlagt at
være i Ledtog med sig, paastaaer, at han er fra sig selv, og
begjærer af Retten, at han maa aarelades, for at see, om han blir
siden ved sine Beskyldninger. Synes jer ikke, at det er
raadeligt?
H: Ak Frejlig! Jeg raader aldrig fra Aareladen; thi at lade sig
aarelade eengang gjør en Patient ligesaa meget Godt som at bruge
Doctor Bombasti Hovedpiller et heelt Aar. Ich Will dem Herr
Richter sagen: weil das Blut, auf Latein "sanguis", obstruxirt
ist, so folget ja nothfählich, daß die Adern oder "Vena" müsse
eröffnet werden. Sextus Empiricus schreibt sehr gründig davon
also --
D: Vi har ikke Stunder denne Gang at høre paa, hvad Sextus Empiricus
siger. Vil I kun strax forrette jer Embede, at vi kand faae Ende
paa denne fortrædelige Sag.
H: Men skal de andre ikke aarelades med? Det kunde jo ikke skade;
thi man kand ikke bruge en god Ting for ofte.
D: Nej nej, tag kun fat paa den ene Karl.
H: Nach Befehl. Ellers var jeg tilfreds, at I vilde aarelades alle
og Herr Dommer med; thi jeg skulde expedere jer alle i et halv
Qvarteer. (Til synderen) Hør, min Ven! Vil I være ladet paa
Armen, Foden eller Panden?
L: Paa ingen af Delene; thi jeg skader slet intet.
H: Hvad kommer det mig ved? Her er jo en Interlocutoriedom for at I
skal aarelades. Jeg var tilfreds, at der aldrig blev fældet andre
Domme udi nogen Ret, saa fik vi nogen Næring. Kom, Cammerad! Lav
jer til; jeg skal gjøre det saa net, at I neppe skal føle dertil.
[Fodnote: Interlocutoriedom kaldes Dommerens Kjendelse i en Trætte,
som under en Sags Procedure opstaaer imellem Parterne.]
L: Gaae mig fra Livet, siger jeg. I har selv Aareladen fornøden mere
end jeg.
D: Gaaer hen, to Mænd, og holder ham.
L: Ak Herr Dommer! Handle dog ikke saadan med mig, betænk, at jeg
har Magt til at appellere til Højere Ret. Jeg svær ham til, at
jeg er ligesaa frisk og sund, som jeg nogen Tid har været, og at
den eeneste Sygdom, jeg har, kommer af den Sorg, jeg har at see
mig saa uskyldig medhandlet.
D: Men I bekjender først for Retten, at I har forskrevet jer for sex
Maaneder siden til Fanden, udlægger de andre af Banden, siger at
Fanden er en skikkelig Mand, og at Sagen i sig selv er en ringe
Ting, og endelig, naar man continuerer at spørge videre om jer
sorte Konst, svarer os om en Vexel paa 50 Rigsdaler; hvad skal man
kalde saadant?
H: Das heist nicht anders als "furorem" oder "mania"
L: Ak Herr Dommer! Jeg troer ikke andet end her er Vildfarelse i
denne Sag. Her er nyligen kommen en protesteret Vexel paa mig.
Strax derpaa kommer een og varer mig ad, at man vil storme til mit
Hus. Alt dette kunde jeg nogenledes begribe, saasom jeg meente,
det var for Vexelen. Men det øvrige, som siden paafulgte, har
været forblommet Tøj for mig; thi da jeg lover at stille Caution,
svarer de, at hele Verden ikke kand cavere for mig; da jeg sagde,
at det var en ringe Sag at trækkes i Fængsel for, kalder de mig en
Bespotter. Siden komme adskillige Folk og vil spørge mig til
Raads i denne sorte Konst. Og endelig hører jeg med
forskrækkelse, at det ikke er for Vexelen, men for Troldom, jeg
sigtes. Jeg vil dø paa, Herr Dommer, at man confunderer mig med
en anden Person, som jeg maaskee ligner.
D: Hvad Pokker er dette! Er det ikke for Troldom, at I er sigtet?
L: Jeg kræver Himmelen til Vidne, at jeg ikke veed, hvad Troldom er.
D: Hvorfor siger I da i Førstningen, at I er skyldig?
L: Naar Dommeren spurgte mig derom, tænkte jeg, at han menede
Vexelen.
D: Men her findes jo Folk, som har hørt og seet jer mane Fanden.
L: Jeg beder ydmygst, at de Folk maa fremkomme.
Den Fremmede: (Træder frem). Jeg er den Mand, Herr Dommer, som først
er bleven dette vaer. Jeg baade har høert og seet ham mane Fanden
til sig.
D: Saae I da Fanden selv?
F: Nej, men mig synes, som jeg hørte et stort Bulder.
L: Jeg beder ydmygst, Dommeren vil tillade mig at gjøre denne Mand
nogle Spørsmaal, som kand give Oplysning i Sagen. Hvad Tid var
det, I hørte mig øve den sorte Konst?
F: Det var i Formiddag Klokken ni.
L: Paa hvad Sted gjorde jeg det?
F: I Forstuen af jer Hus.
L: Kand I erindre jer de Ord, som jeg brugte?
F: Mestendeels. I manede en af de onde Aander ved Navn
Mephistopheles til jeg, men forbød ham at gaae inden for en Kreds,
som I havde gjort paa Gulvet. En halv Time derefter hørte jeg
tillige med en anden Mand jer indenfor at raabe paa en anden Aand
ved Navn Polidorus.
L: Denne samme Mand, som har beskjyldet mig, skal ogsaa frikjende
mig.
D: Mig synes tvertimod.
FC: Velædle Herr Dommer! Nu rører Samvittigheden mig, og nøder mig at
bekjende, at Monsieur Leander har manet Fanden, og at vi ere
Medvidere derudi.
D: Det er os kjært, at I engang gaaer i jeg selv.
L: Jeg tilbyder mig ogsaa at bevise, at Mester Herrmann Barberer er
Medvider derudi.
H: Wer? Ich? See hvilke forbandede Mennesker det maa være. Ak troe
dem ikke, Herr Dommer! Jeg er en ærlig Mand, som har Navn for at
være en afsagt Fjende af saadant; thi jeg har med egen Haand sat
Ild paa et Hus, som var mistænkt for Troldom, hvorvel Folkene, som
bleve opbrændte, siden befandtes at være uskyldige. Saa jeg omkom
sex uskyldige Mennesker paa eengang, ja havde nær sat den hele Bye
i Brand af lutter Guds Nidkjærhed.
L: I maa stille jer saa hellig an, som I vil, Mester Herman, saa skal
jeg dog bevise jer det over med slige Omstændigheder, at I skal
tilstaae det selv.
D: Ak Himmel, hvor kand ikke Synden i en Hast tage Overhaand! Jeg
troer, at den hele Bye er befænget med Troldom.
H: Ak Herr Dommer kand jo see, at han ikke siger saadant uden for at
bringe andre udi Ulykke med sig.
L: Jeg begjærer ikke, at man skal agte mine Ord; men jeg byder mig at
tilvejebringe saadanne Vidnesbyrd, at all Verden skal bekjende, at
I har været Medvider.
(Mester Herman græder)
D: Min gode Mester Herman, nu er det forsilde at græde. Det skulde i
have gjort tilforn.
H: Ach ach, ich bin saa unschuldig als ein Schaaf.
D: Det gjør mig ondt for jer smukke Kone og Børns Skyld. Det kand I
dog forlade jer til, at I ikke skal blive fordømt alleene paa
deres blotte Ord, med mindre I tilligemed blir lovligen
overbevist.
L: Jeg skal bringe ham til at bekjende det selv.
D: Kand I ellers udlægge nogen anden?
L: Ja Herr Dommer! Jeg kand, naar jeg tænker mig om; jeg kand blandt
andre bevise, at Skriveren i denne Ret har i et heelt Aar været
Medvider derudi.
D: Skriveren! Nu kand jeg begribe hvorfor Karlen krøb under Bordet.
Det var mere af ond Samvittighed end af Frygt for disse Troldmænd.
Hvor blev han henbaaret?
En Betjenter: Han blev ført i det næste Cabinet ved denne Sal.
D: Er han frisk igjen?
B: Ja han sidder og spiller Dam med Dommerens Lakej.
D: Lad ham strax komme her ind.
Skriveren: (Trækkes ind, og skriger himmelhøjt) Ak Herr Dommer! Jeg
kand ikke forrette mit Embede, naar jeg er omringet at lutter
Troldmænd. De havde forhexet mine hænder, at jeg ikke kunde
skrive et Ord.
D: Ak ak, hvilken hellig Mand! End om man kand overbevise jer, at I
er Medvider udi den sorte Konst?
L: Jeg vil underkaste mig tidobbelt Straf, dersom jeg ikke beviser,
at han har hørt og seet os gjøre det, som vi beskyldes for, nogle
Gange.
De to comoedianter: Vi erbyder os til at bevise det samme.
D: Fy skam jer; der staaer I udi en Maade. I bør lide dobbelt Straf,
som er en Rettens Betjenter.
S: Nu er jeg fyrretyve Aar gammel; men har jeg i de fyrretyve Aar
seet nogen Nisse eller Dragedukke end sige en fuldkommen voxen
Djævel, saa vil jeg ønske at jeg maa blive til en Djævel selv.
D: Nu faaer man at høre Sandheden, naar Vidnesbyrdene komme for en
Dag.
S: Hvad vil all Verdens Vidnesbyrd sige? Mon jeg ikke veed det selv
bedst?
L: Jeg skal strax hjælpe jer alle udaf Drømmen. I hørte jo forgangen
Aar spille en Tragoedie kaldet Polidorus?
S: Det er sandt.
L: Kand I ikke erindre jer, at udi samme Tragoedie indfalder en
Scene, hvori man maner Fanden?
S: Jo jeg kand, og den Djævel heed Mephistopheles, som man manede.
Men det var kun et Spill.
L: Og det, som har faarsaget denne store Allarm, er ej heller andet.
Sagen er denne: Klokken ni gik jeg i min Forstue og læsede over
paa min Rolle af samme Tragoedie, som skal spilles imorgen. Denne
gode Mand, som her staaer, har hørt derpaa og bildet sig ind, at
det var Alvor, ført mig ud i Byen for Troldom. Historien er
derpaa bleven forbedret, som gemeenlig skeer, og kommen med
Omstændigheder Øvrigheden for Ørene, som skikkede Folk at gribe
mig. Nu var just samme Tid en Vexel med Protest kommen tilbage
til mig, hvorudover jeg bildte mig ind, at Arresten skulde være
for den samme, og derfor altid, saavel da som nu her for Retten,
har tilstaaet, at jeg var skyldig, nemlig at betale Pengene, ikke
udi Troldom, hvorom jeg aldrig har drømt. Til Bevis til dette,
som jeg siger, leverer jeg her mit Papir til den Person, som har
beskyldet mig, at han kand see, om det ikke kommer overeens med
det, han hørte.
F: (læser Skriftet, falder paa Knæ) Ak, Herr Dommer! Det er det selv
samme. Den Allarm, som er foraarsaget, er ikke skeed af Ondskab,
men af Vildfarelse. Personen er ganske uskyldig. Jeg beder
ydmygst, at jeg maa slippe med en Afbigt.
D: Gid I faaer Skam med jeres forbandede Relationer. (Han gaaer
bort, hængende med Hovedet)
05/05 Sidste Scene
En af comoedianternes Moder. Terentia. De tre Acteurs. Skriveren.
Moderen: (tar fat paa Skriveren) Ak Herr Skriver! Handle ikke saa
haardt med min Søn.
Terentia: (rykker ham til den anden side) Ak Herr Skriver, tal et godt
Ord for min Kjæreste.
Skriveren: Ej, lad mig gaae i Fred.
M: Ak Herr Skriver! Det er et ungt Menneske, som let kunde forføres.
K: Ak Herr Skriver! tal et godt Ord for ham hos Dommeren.
S: Gid I faae en Ulykke, I maatte lade mig være i Ro.
M: Ak Herr Skriver, vi ere alle Mennesker.
K: Ak Herr Skriver, lad ham dog komme i det ringeste i christen Jord.
S: Lar I mig ikke gaae, skal jeg gjøre en Ulykke paa jer.
M: Ak Herr Skriver, vi slipper jer ikke, førend I lover at hjælpe os.
S: Hej Gevalt!
(De falder begge paa Knæ, og omfavner hans Been med saadan Force, at
han falder om ; han rejser sig igjen, løber, og blir forfulgt af
Fruentimmeret)
Leander: (Til Spectatores)
Nu Vantroe, atter Overtroe
I Verden Uheld fører,
Religion og Landero
Som vexelvis forstyrrer.
Spør nogen hvad som farligst er
Og skader meest af begge,
Da svares kun, at hver i sær
Kand Verden ødelægge.
Den forskjel mellem disse to
Fast ellers lige Lyder
Er, at den blinde Overtroe
End Synder kalder Dyder.
Thi den af Mord, af Rov, af Brand
Sig Bryster og tør mene,
At ved Misgjerninger kand
Meest Himmelen fortjene.
Finis.